Lækkermåsen SLÅR til igen

I aften vil man igen finde mig klinet til skærmen når "The Viking Warrior" Mikkel Kessler uddeler øretæver i Herning. Det er den venezuelanske bokser Gusmyl Perdomo, der stiller op til øretæverne - og det gælder WBA titlen.



Jeg håber på lidt mere end de par omgange Kessler gik mod Häussler sidste efterår - for jeg må indrømme at jeg både er facineret af den hårdtslående sport OG af den tatoverede lækkermås fra Islands Brygge, så jeg kunne såmænd godt klare 12 omgange (hvilket Kessler forøvrigt gik i sin forrige kamp).

Find Kessler på både YouTube og FaceBook

Det er blevet efterår....

... Vinden rusker udenfor og regnen strømmer ned. Indenfor er det nøvendigt at tænde lys (og næsten også at skrue op for varmen). Det er blevet efterår i Danmark.

Så er det herligt, at jeg så sent som i forgårs kunne smække benene op i en havestol og henlægge noget af den sidste specialelæsning til haven. Jeg fik ladet batterierne op med solskin.

Om en times tid får jeg besøg af Lars og Mille og selvom weekenden byder på specialeskrivning, så håber jeg også at vejret vil forandre sig lidt, så vi måske kan nyde, at der i morgen er Kulturnat i Odense - og måske også komme på en lille udflugt til Egeskov.

Langtidshævede boller

- Nu på den eksperimenterende måde....

Langtidshævede boller har tidligere kun været et weekend-fænomen for mig, men livet som studerende (som jo forøvrigt kan slutte hvornår det næsten skal være) vender jo op og ned på det der med hverdag og fest.

Derfor er der også tid til de langtidshævede boller på en helt almindelig torsdag formiddag. Dejen laves aftenen før og hæver i køleskabet til næste morgen. Og ca. ½ time efter jeg er stået er der helt nybagte boller til morgenmaden.

Denne gang blev det nu godt nok lidt af et eksperiment, for der skal 1 dl surmælksprodukt i dejen - og da jeg stod og skulle røre dejen sammen efter TV Avisen i aftes var der ikke noget som helst, der mindede om surmælk i køleskabet. Ikke en gang en lille rest koldskål eller noget (som ellers tidligere har reddet mig ud af lignende situationer). Jeg kunne så vælge mellem en sjat kaffefløde, der overhovedet ikke var sur eller at bruge hytteost.

Jeg valgte det sidste og bollerne blev udemærkede. De bliver nu aldrig helt ens, for meltyperne og kernetyperne skiftes også jævnligt ud.... Men en "sådan-cirka-opskrift" følger her:

1 dl sumælksprodukt (youghurt, creme fraiche, kærnemælk - eller åbenbart: hytteost)

ca. 3 dl kold vand

1/4 pakke gær

1 spsk olie

Et drys groft salt

En lille skefuld honning

1 dl havregryn (gerne grovvalset)

En håndfuld kerner (græskar-, solsikke-, tre- eller femkornsblanding, birkes .... find selv på mere)

Godt og vel 1 dl speltmel (gerne den grove)

Nogle gange bruger jeg desuden 1 dl grahamsmel, men det kan godt gøre bollerne lidt tunge

Ca. 3 dl hvedemel

Gæren røres ud i "det våde" + salt og honning. Havregryn og kerner tilsæltes. Melet tilsættes lidt efter lidt og der røres godt. Dejen skal være blød, men ikke flydende. Sættes til hævning i køleskabet til næste dag.....

.....Hvor ovnen tændes på 225 grader. Med en ske sættes ca. 10-12 boller på en bageplade. De står lige og hæver lidt mens ovnen varmer op (gerne 10-15 minutter) og bages derefter i 15-20 minutter.

Tip: dejen kan også med fordel laves om morgenen og så formes til flutes om aftenen -og så kan man servere nybagte, lagtidshævede flutes for sine gæster. Her kan man så evt. udskifte kernerne med revet gulerod, revet squash, snittede soltørrede tomater eller oliven. Hvor overskudsagtigt er det ikke lige :-)

Om at ændre identitet

Jeg har ændret min identitet en lille bitte smule og er på den måde blevet en del af et helt nyt fællesskab. Det drejer sig i alt sin enkelthed om, at jeg for godt tre uger siden igen blev indehaver af en cykelhjelm.

Det har jeg ikke været siden mine teenage-år, hvor denne ufikse sikkerhedsforanstaltning var en kilde til stor gene for mig. For hvor så man altså bare fjollet ud med den hvide æggeskal med hippe neonfarvede fartstriber (!) på hovedet. Det var da totalt umuligt at score nogen af klassens lækre drenge på vej hjem fra skole med den på hovedet (det var det måske alligevel, men den hjalp i hvert fald ikke på helhedsindtrykket). Derfor valgte jeg ofte at trække cyklen væk fra skolens nærområde, inden jeg spændte den forhadte hjelm på hovedet og cyklede hjemad.
(For en god ordens skyld skal det lige tilføjes at det ikke som sådan ødelagde mit liv som teenager, da jeg (også) dengang var notorisk modstander af al fysisk udfoldelse og derfor benyttede mig af en hver mulighed for at blive transporteret til og fra skole i bil).

Siden min skoletid har jeg ikke cyklet mange kilometer - og heller ikke ejet en cykelhjelm. Begge dele er der blevet lavet om på denne sommer, hvor jeg har cyklet flittigt til og fra mit arbejde i HC Andersens Hus og hvor jeg altså også igen er blevet den stolte ejer af en cykelhjelm - godt nok med sponsorstøtte fra de sædvanlige kilder.

Der er sket flere ting siden den gang. Først og fremmest er det - i hvert fald i landets større byer (minus Aalborg) - blevet meget mere almindeligt at køre med cykelhjelm. Desuden findes hjelmene i dag i mange forskellige designs og de bringer ikke længere straks tankerne hen på æggeskal. Og sidst men ikke mindst er jeg nok blevet mindre forfængelig - i hvert fald lige på dét område - og mere fornuftig.

Så nu er jeg altså en del af det fællesskab, der hedder: "Os, der kører med cykelhjelm" og har dermed også automatisk fået ret til at se ned på alle dem, der ikke gør det.
Og det startede jeg (meget dobbeltmoralsk, når man tager min egen historie og sene "anden-debut" i betragtning) med at gøre fra det sekund jeg tog hjelmen på hos cykelhandleren - altså at se ned på "de andre", dem der IKKE kører med cykelhjelm.

Og der er sådan set ikke nogen grund til ikke at køre med hjelm: man kan få rigtig mange smarte hjelme fra de helt diskret til de kække og farvestrålende og priserne starter ved omkring 200 kr. Og så beskytter de altså hovedet rigtig godt, og det er værd at have med i overvejelserne, for fakta er, at 2700 cyklister hvert år får alvorlige hovedskader.

Rådet for større færdselssikkerhed, Trygfonden, Hjerneskadeforeningen, Hjernesagen og Netto kører lige nu en kampagne, for at få flere til at køre med cykelhjelm.

Blomster i Odense

Blomsterfestivalen i Odense er en årligt tilbagevendende begivenhed. Jeg har aldrig før bevæget mig ind til byen for at se på herlighederne, men i år var jeg på arbejde, så jeg blev nærmest nødt til lige at slå et smut forbi Flakhaven. Der var der bygget høje stilladser, der for mig at se var tilfældigt overstrøet med diverse blomster.

Nede hos "mig selv" i Lotzes Have ved HC Andersens Hus var der selvfølgelig også blomster - og selvfølgelig var temaet netop eventyrdigterens figurer. Således fandtes i søen en svane (og lur mig om den ikke en gang har været en grim ælling) og også den lille Tommelise med følge af en blomstrende sommerfugl. På landjorden havde vores allesammens anti-helt Klods Hans taget plads.

Det var mere specielt end egentlig kønt og jeg mener faktisk at blomsterne kunne have været brugt bedre. Men når det nu endelig skal være, så ved jeg at blomsterne også bagefter bliver "genbrugt". Når festivalen er slut sælges de nemlig til overkommelige og helt rimelige priser og overskudet går til Lion's sociale arbejde.

Til slut lige endnu et billede af Tommelise - med min arbejdsplads i baggrunden.

Noget om service

At møde en service-mindet parkeringsvagt hører sikkert til sjældenhederne - jeg har faktisk ikke mødt så mange parkeringsvagter i mit liv. De plejer jo at snige sig til at hæfte bøderne fast under ens vinduesviskere....
Men altså; i sidste uge mødte vi faktisk én af slagsen.
Vi var på en tur til en kendt turistattraktion i det nordsjællandske. Vi var heldige og fandt en parkeringsplads ret tæt på - nok fordi den var ret lille og klemt ind mellem to andre bilere, men den var der.... Efter en god times tid vendte vi tilbage til bilen med hænderne fulde af isvafler. Mens vi nød det sidste af isene, så vi godt de to p-vagter, der langsomt begyndte en rondering på p-pladsen. Da den ældre herre i uniform og Jacoform sko kom over til os, spurgte han venligt om vi ikke var lige ved at køre - og jo! det var vi da. "Godt," sagde han "for ellers bliver det godt nok en dyr is."

Da vi bakkede ud fra pladsen, lagde vi mærke til skiltet med Parkering Forbudt og så, hvordan de andre parkerede biler alle fik en bøde.

Dét kalder jeg service! Vi snakkede glad om den flinke p-vagt på vej væk fra pladsen - og han fik et smil fra os inden vi smækkede bildøren. Det var vel en slags win-win (undtagen for den nordsjællandske kommune, der gik glip af 510 kr.).

Skønne smykker

Jeg faldt over Pia Daa's smykker ved et besøg på Kronborg tidligere på ugen. Jeg kunne da godt ønske mig den her.......eller dem her....

Øv, altså....

Det der er altså bare ikke i orden, når jeg nu skal til Grøn Koncert i morgen.
Jeg glæder mig ellers til Sys Bjerre, LOC, Infernal, Tim C og ikke mindst TV2.... Men det bliver altså i øs-pjask-regnvejr, så regnslag og gummistøvler ER fundet frem.

Noget om at være (en elendig) husmor

I min vennekreds går jeg for at være den ultimative husmor, der bager og sylter og dækker pæne borde til jul og fødselsdage, pakker lækre picnickurve og vasker og stryger mit tøj nogenlunde pænt.

Men i søndags gik det galt - sådan rigtig galt. Og for første gang NOGENSINDE stod jeg med hvide t-shirts og toppe og små trusser, der var LYSERØDE. Jeg var kun mig selv, så der var ikke nogen at skyde skylden på. Den var udelukkende min. Og havde det så endda bare været fordi jeg havde overset en rød sok i vasketøjsbunken, men det var det ikke. Det var bare fordi den røde vask jeg havde vasket umiddelbart inden den hvide, havde efterladt en hulens masse overskudsfarve i vaskemaskinen.... Gode råd var dyre (og det er de stadig): jeg prøvede med klorin og en ekstar vask med blegemiddel. Det hele er blevet noget mindre lyserødt - det har vel nu nærmest bare et svagt rosa skær - men det er ikke sådan rigtig hvidt.

Så hvis nogen har et godt råd, så modtager jeg det gerne...

Noget om parforhold

I sidste uge indtog Lars og jeg et af vores aftensmåltider på en restaurant i Kerteminde - af den familievenlige slags. Og på denne skønne sommeraften var der også masser af familier, der benyttede sig af tilbuddet om pizza og pasta til rimelige priser under parasollerne uden for restauranten.

På et tidspunkt kom jeg til at se mig omkring - og midt i min egen lykke sad jeg og blev rigtig trist. For lige i mit synsfelt sad en lille familie med mor, far og en lille dreng. Og ikke én gang under hele måltidet så jeg de to voksne tale sammen. De sad begge vendt mod den lille purk, der helt åbenbart var blevet centrum i deres liv, og de talte begge til guldklumpen, lagde mad og drikke til rette for ham og tog af og til selv en mundfuld med venstre hånd. Men altså: de talte ikke med hinanden. Og jo mere jeg så mig omkring, jo mere lagde jeg mærke til en masse voksne, der talte med deres børn, men ikke med hinanden.

Nu har jeg jo holdt lange foredrag om sprogstimulering og om hvor vigtigt det er at tale med børn -men der må altså også være en grænse. Det er altså også vigtigt at mor og far taler med hinanden og jeg blev så trist over at se, hvor mange unge mennesker, der havde reduceret dem selv til forældre slet og ret - og altså ikke længere var kærester eller mand og kone.

Disse triste betragtninger fra en familierestaurant i Kerteminde kom jeg til at tænke på i dag, da jeg fra min plads i billetsalget i HC Andersens Hus overværede en lille familie med far, mor og tre børn. Da den lille gruppe skulle splittes op i to måtte mor og far lige kysse.... Og kysse.... Og kysse. Og da et af børnene utålmodigt rykkede sin mor i ærmet lød beskeden: "Vi skal altså lige kysse færdig, for det har vi forsømt."

Gæt lige om de så gladere ud end familierne fra restauranten....
Og gæt lige om jeg blev glad og fik troen på parforhold tilbage.....

Noget om dobbeltmoral og privatbilisme

Jeg opfatter mig selv som sådan lidt grøn i det. Som sådan en, der forsøger at genbruge og spare på ressourcerne. Som sådan en, der køber ind med omtanke. Som sådan en, der fylder mine øko-varer i en medbragt genbrugspose. Som sådan en, der sorterer mit affald så godt som muligt.

Men jeg er bare også sådan en, der elsker min bil og elsker at slippe CO2 ud, når jeg kører de danske veje tyndt for at besøge venner og familie rundt om i landet.
Jeg befinder mig usandsynlig godt bag rattet i min lille sølvpil. Vi passer så godt sammen Alto'en og mig. Efter lidt tilpasningsvanskeligheder kan jeg nu køre i timevis med volumen på max og lakridser i handskerummet.

Jeg ejer ikke en GPS, men vi finder alligevel altid vej - Sølvpilen og mig. Udprintede kørselsvejledninger fra Krak har det godt nok med at hobe sig op på gulvet i passagersiden, men vi finder vej på de jyske og fynske veje. Vi finder vej på motorvejen og magueritruten, vi finder vej på Nordfyn og i Østjylland, vi finder vej i byen og på landet.

Når turen bliver for lang holder vi pitstop. Vi tanker oktan 92, pølser og is eller nyder udsigten over en medbragt kop kaffe. Og så går turen videre med P1 eller P3 i højtalerne alt efter humøret og længden på turen.

Jeg opfatter mig selv som grøn og tager da også af og til toget eller bussen (og pudser glorien og har utrolig god samvittighed), men hvad miljø og privalbilisme angår er jeg nok en lille smule dobbeltmoralsk....

Man tager....

... en fersken,
en godt moden banan,
en lille tsk. honning
et par dl. øko-mælk af den foretrukne slags (min er den fedtfri fra Thise)
et drys øko-græskarkerner
to isterninger

og blender et minutstid
- så er der smoothie til formiddagskaffen!

Oh, at være en høne....

Så langt kom den aldrig i sit liv, den kylling, der lige nu ligger og hygger sig i en gryde på mit komfur. Tilgengæld for den lov til at ende sine dage som tarteletfyld i et køkken i Odense.

Det er lidt mærkeligt med tarteletter, for tidligere sagde de mig ikke rigtigt noget - faktisk kunne jeg vil ikke rigtig li' dem. Men nu kan jeg få helt desperat lyst til en god gang tarteletter med kylling og asparges.
Jeg har altid lavet min tarteletfyld selv, men det plejer at være af et par stykker kyllingebryst. I dag går jeg så hele vejen, fordi jeg gerne vil have en ordentlig portion fyld i fryseren.
Hen over sommeren får jeg masser af dage, hvor jeg først er hjemme fra arbejde kl. 18.30 - og så er det altså herligt at kunne lave "fast-food" på den gode måde. At have fryserne fyldt med portioner af forskellige ting er alt andet lige både sundere og billigere end at ty til den konventionelle fast food, som i mit kvarter også begrænser sig til det lokale pizzeria.... Så er det godt at have kødsovs, tarteletfyld, frikadeller og lignende i fryseren.

Lige nu breder duften sig i lejligeheden og jeg glæder mig til om et par timer at sætte tænderne i en sprød tartelet med dejligt fyld og tomatbåde på toppen.

Fyn er fin

- også om sommeren.

Jeg ELSKER sol og sommer.
Jeg kan slet ikke få nok af at sidde/ligge udenfor og få sol på benene....
...drikke rosé, spise jordbær, grille...
Men ind imellem må jeg dog kapitulere og trække indenfor....
...fylde opvaskemaskinen, lægge lidt vasketøj sammen osv.

Lige om lidt går jeg udenfor igen med en iskaffe, en balje til fødderne og specialetingene.

Om et par timer kører jeg til Silkeborg, hvor jeg skal opleve de hede rytmer som bl.a. Sys Bjerre kan fremtrylle.

God weekend til alle!

Sankte Hans på Nørrebro

Jeg holdt Skt. Hans aften på Nørrebro - og der var bål på Blågårds Plads. Det var super-hyggeligt, men klart noget helt andet end jeg har prøvet før (Spejderhuset i Vesterbølle, Søerne i Viborg, Uni-parken i Århus osv.). Alene det at bålet, som det fremgår af billedet, var lavet af paller..... Men der var god stemning, midsommersang, lunkne øl og stor mangfoldighed....

Mere om pølser

Uh, maven rumler efter en dag, der startede med sygdomsafløsning på museet og derefter 2 timers speciale-skrivning i haven.

Heldigvis kan jeg om få minutter se frem til aftensmad: hjemmelavede hotdogs. Dagen i dag er nemlig National Hotdog-dag. Dagen fejres først og fremmest på Axeltorv i København, hvor initiativtageren til daglig har sin pølsevogn stående. Danmarks største leverandører af pølser vil være repræsenterede og der vil være hotdogs, cocio og øl til en flad 10'er - og hele overskuddet går til Familier med kræftramte børn.

Men dagen fejres altså også her i Odense, hvor jeg ser det som en kærkommen lejlighed til at spise pølser....

Brand- og beredskabskursus

Det regner skomagerdrenge udenfor. Det gjorde det heldigvis ikke i formiddags, da jeg sammen med nye kollegaer fra Odense Bys Museer slukkede brande med vand, brandtæpper, pulver og kulsyre på brandvæsenets uddannelsescenter. Efter en god times teori om forskellige typer brande og det forskellige slukningsmateriel gik vi over til de praktiske øvelser. Jeg har prøvet det før, men det er godt at få det genopfrisket, så man ved hvilke brande der kan slukkes med hvad og hvordan det forskellige maeteriel er at betjene.

Jeg bliver lidt tøset, når der skal slukkes brændende benzin med et brandtæppe, men kulsyren og pulveret er sjovt....

Omkring os vrimlede det med brandmænd og de nød vist at kunne gøre sig lidt morsomme på vores bekostning.

Over middag skulle der reddes liv, så øvelsesdukkerne blev fundet frem (de har udviklet sig meget siden jeg sidst blæste luft ind i sådan en). Vi fik introduktion i hjertemassage og kunstigt åndedræt og skulle derefter selv igang. Nu om dage kan dukken "sladre", så man faktisk får en tilbagemelding på sin indsats. Min dukke havde heldigvis gode chancer for at overleve.... Til slut blev også hjertestarteren demonstreret. Det er faktisk rart at vide, hvordan man skal forholde sig til den, for de hænger efterhånden ret mange steder i det offentlige rum. Og ved korrekt brug af hjertestarter inden for de første fem minutter forøges overlevelsesprocenten til 35!

Det var en super dag - og det er rosværdigt at en stor kulturinstitution som OBM tager det så alvorligt, at de er værter for mange mennesker og dermed også har et ansvar overfor de gæster der er på besøg.

Storfangerne

Ja, så fangede jeg da lige en fisk. Vist nok den første jeg nogensinde har fanget til trods for faderens og broderens fiske-interesse. Jeg må dog indrømme at der gik totalt Bubber i den, da jeg skulle slå den ihjel, så det måtte den medbragte BS (far) klare (han er også ved at gøre de tre fangede fisk i stand nu).

Det var et par skønne timer ved Nørreris Put & take så (ja, jeg ved godt det er lidt snyd så). Sune fangede også fisk, solen skinnede og der var ællinger i vandet.

Så er den gal igen...

....den lille Alto er syg igen. I hvert fald blinker og lyser det i instrumentbrættet.
Jeg smurte den lidt blonde attitude på og konsulterede en lokal mekaniker. Han har lovet mig, at jeg godt kan køre til Århus i morgen, hvor jeg skal mødes med mine fantastiske logesøstre.

Jeg krydser fingre og håber på at den klarer turen - og så må den til mekanikeren på tirsdag.

Torden over Fyn

Jo, det lynede og tordnede over Odense i formiddags!

Ustadigt

Jeg havde lige regnet med, at aftensmaden (ligesom frokosten) skulle indtages på terrassen.
Men for ganske kort tid siden så man lige mig i skarpt trav med klip-klappere på i hæsblæsende spurt op ad havegangen for at redde tæpper og puder fra uhyggeligt store regndråber - og imens tittede solen drillende frem og stak trods alt på armene.

Jo, maj måneds vejr kan også være ustadigt.

Heldigvis blev hele dagen i går tilbragt udendørs i rigtig dejligt selskab - og med årets første stykke kød på grillen. Lækker rødvinsmarineret flank-steak og grøn kartoffelsalat. UHM!

Idag har jeg både måttet skrue op for radiatoren og tænde stearinlys og senere svedt og oparbejdet et rødt skær på kinder og arme.... Tja, sådan er den tidlige danske sommer vist....

Noget om rigdom

Man kan være rig på mange måder og på mange forskellige ting.
Efter en dejlig weekend sammen med fantastiske veninder føler jeg mig helt enormt rig. Det er fantastisk at opdage, at man ikke behøver at ses tit og ofte for at kunne være gode venner. For hvis man er det - gode venner - så finder man melodien med det samme når man ses eller taler sammen. Og sådan har jeg det med pigerne fra Gugvej....

De er skønne og dejlige og sammen med dem er der plads til det hele: det gode grin og den dybsindige samtale, god mad og tomme kalorier, vind i håret og gang i danseskoene. Med dem kan man vende både verdenssituationen og de helt nære ting - eller bare være stille. Det er fantastisk at have sådan nogle veninder og så længe jeg har dem, bliver jeg aldrig fattig.

Nok til én?

UHM! For mig er maskeret blomkål rigtigt sommermad.
Og lad mig da bare indrømme, at et helt blomkål er lige i overkanten, men så er frokosten i morgen jo også klaret.

Blomkålet er kogt og afkølet og dækket af en god dressing med ketchup, salt, peber, citronsaft, paprika, cayenneperber og et nip sukker. Dertil en ordentlig portion rejer, et par tomater eller tre og fire hårdkogte æg.

Jeg nyder det med godt brød og iskold hyldeblomstsaft.

Endnu en gang: UHM!

Totalt oldschool

Jeg har fundet en metode, der virker - når jeg skal skrive speciale forstås.
Skrivningen foregår nu i hånden.

Ja, du læste rigtigt: jeg har fundet ud af, at processen skrider meget mere flydende frem, når jeg starter med en gammeldags linieret blok og en blyant.
Det er svært at sige noget om hvorfor, men de er på en eller anden ikke nær så langt fra mine tanker og ud i hånden og ned på papiret, som ned gennem fingrene og tastaturet.
Efter en sirligt håndskrevet kladde bliver de vise ord så skrevet ind på PC'en - og skrevet om, og skrevet om, og skrevet om....

Det kan godt være det lyder gammeldags, men det virker altså for mig.

Kloden drejer

Verden står stadig - jeg blogger bare ikke så flittigt lige nu.

Sådan må det jo være ind imellem.
Jeg tror jeg får nok af det skrevne ord, når jeg sidder ved PC'en og nedfælder ord om menneskesyn, velfærdsstat og sociallovgivning. Specialet skrider støt og roligt fremad uden de store krumspring. Jeg er ikke gået i stå, men jeg tager hele ikke mine skridt med syvmilestøvlerne. Alt i alt går det nok meget godt med det.

De sidste tre dage har jeg holdt pause - helt uventet, for min vejleder aflyste et møde i sidste øjeblik. Det har været et helt fantastisk frikvarter, hvor jeg har fået ryddet grundigt op i gemmerne (nogen af dem - det hele kan ikke klares på tre dage).
Og i dag har frikvarteret været sådan helt for alvor: et par skønne timer på gågaderne i Odense. Nye jeans har længe været på tapetet, men jeg er bedre til de små impuls-køb; en skøn bluse eller et par fikse øreringe, så det der med et ret dyrt "pligtkøb" er blevet udskudt. Men nu er det gjort. Der røg selvfølgelig et par af de der små impulskøb med, men generelt synes jeg nu, at jeg begrænsede mig ret godt....

Pausen kommer nok til at fortsætte hen over Bededagsferien, men så skal der også sættes turbo på igen.

En bookaholics bekendelser

Jeg skulle lige en tur på biblioteket med et par bøger og en DVD, der var blevet for gamle hen over påsken. Det at gå på biblioteket er jo gratis, men kan, når man jeg som jeg er lidt glemsom, blive en dyr fornøjelse. Ikke at jeg vil klage - overhovedet - for utallige er de gange, jeg selv har stået og sagt til en lidt gnaven låner, at "Det er jo gratis at aflevere til tiden" (nu kan jeg pludselig høre, hvor nævenyttigt det lyder).

Anyway - jeg var altså lige en tur på biblioteket for at aflevere. Og hvorfor er det så lige, at jeg næsten var ved at slæbe mig en pukkel til på vej ud af biblioteket. Godt nok skulle jeg hente to reserveringer, men det var en lille-bitte film og en lille-bitte bog, så det var ikke dem der gjorde udslaget.
Men når jeg nu lige var der alligevel, så måtte jeg jo lige omkring "lån&læs"-hylden (fantastisk koncept, hvor der bliver indkøbt eksemplarer af nye og populære bøger til udlån udenom reserveringskøen) og her røg lige en roman i kurven. Jeg skal også altid lige runde hylden med nyt faglitteratur (her fandt jeg heldigvis ikke noget), men nede i det fjerneste hjørne findes håndarbejdsbøgerne og her røg der også lige en bog i kurven. Til slut måtte jeg også lige forbi reolerne omkring gruppe 38 med bøgerne om sociale problemer. Der gik det for alvor galt og der røg bøger om Kofoeds Skole, de hårdest belastede kontanthjælpsmodtagere og nutidens anstaltsklientel i kurven....

Det er godt at det er gratis at låne på biblioteket (og aflevere til tiden), for jeg lærer det sikkert aldrig.

Påskedag i barndomshjemmet

Nye sko

Aaahhh..... Lidt nyt til samlingen!

Sådan kan Langfredag også forme sig....

Kirkegang. Påskefrokost. Campingvogn. Havearbejde.

Sådan tror jeg at påskedagene former sig for mange rundt om i det danske land. Men sådan er det altså ikke lige i min familie i dag.

Jeg er efterladt alene i barndomshjemmet (har dog Jensen til at passe på mig - eller omvendt) med den bærbare og masser af noter. 30 sider skal gerne blive til 15 inden jeg er helt tilfreds og kan sende resultatet afsted til min vejleder.

Imens er resten af familien draget ud i forårslandet for at tilbringe eftermiddagen hos vagtlægen med et betændt øre.

Det var vist ikke helt sådan vi havde forestillet os, at påsken skulle forme sig.
Forhåbentlig returnerer de snart med rene ører og en velgørende recept.
Forhåbentlig kan jeg snart nyde forårsvejret med mit strikketøj i stedet for med forsorgslovens støvede paragraffer.....

Sådan skal den skæres

Påskeferien startede med en rigtig tøse-hygge-aften med medbragt mad og rødvin, Desperarte Housewifes, Grease og Dirty Dancing.

Sådan skal en rigtig tøse-hygge-aften skæres.....

Påskeglæde

Mad med pølser

Nogen vil mene, at pølser ikke er rigtig mad - og i hvert fald er pølsen ofte en ildeset og politisk ukorrekt spise. Men jeg må indrømme, at jeg har en svaghed for netop pølser.

I min hotdog (med det hele) vil jeg helst have en godt ristet pølse, men ellers er jeg i mange situationer mere til den, om muligt endnu mere ukorrekte, røde pølse.

Jeg ved godt, at pølsen er for grisen, hvad chicken-nuggets er for kyllingen og trøfler for wienerbrødet: et affaldsprodukt (bi-produkt????). Men det undlader jeg behændigt at tænke på, når jeg sætter tænderne i en af de røde fra Gøl (der nu faktisk er kommet med en "light" version med mere kød og mindre fedt).

Fra min barndoms besøg hos slagteren husker jeg glæden ved at få en rød pølse - helt til sig selv. En vane jeg heldigvis stadig ser forældre praktisere.

Og også i min barndom var spaghetti med millionbøf noget nær den mest eksotiske pastaret man kunne forestille sig, men i mit barndomshjem blev den suppleret af pasta med pølsesovs, som jeg stadigvæk kan få trang til. Pastasalater var heller ikke noget med ruccola-salat, soltørrede tomater, pinjekerner og parmesan, men derimod pastaskruer, osteterninger og røde pølser. Endnu en klassiker, som ind imellem sniger sig ind i min madpakke (men som jeg har opdaget, at jeg prøver at spise i skjul for kollegaer og medstuderende).
Et moderne tiltag har jeg helt selv fundet på: hjemmelavet pølsemix med ovnfritter, røde pølser, løg og rå mængder af karryketchup (mon det bliver en klassiker, som mine børn vil tilberede og spise i smug?).

Jeg kender masser af mennesker, som i alvor siger, at de ikke kan huske hvornår de sidst har spist en hotdog og overfor hvem jeg ikke vil kunne indrømme de spisevaner jeg har beskrevet ovenfor. Alligevel findes der op til flere varianter af pølsen i supermarkedets køledisk, og nu hvor sommeren så småt trænger sig på begynder grillpølserne deres indtog i selvsamme kølediske (ja, nu ved jeg jo godt at grillpølsen selvfølgelig ikke har helt det samme dårlige image som den røde pølse).

Nogen må altså købe dem.
Og gad vide om de der "nogen" er sådan nogen som mig, der hvad andre fødevarer angår, kan være helt frelst og løbe rundt efter den rigtige økologiske -, fair trade - eller tilsætningsstoffri variant af en bestemt vare - for sekunder efter at kigge mig over skulderen mens der glider to pakker på tilbud fra Gøl ned i kurven....?

Hvis man var en rigtig mand

Ja, hvis man var en rigtig mand, så ville en søndag med blå himmel og høj sol sikkert gå med at vaske bilen....
Jeg er ikke en rigtig mand, men indimellem må jeg opføre mig som en - så derfor har jeg brugt søndag formiddag på at støvsuge bilen, banke måtter og pudse vinduer. De værste af vinterens spor er blevet vasket af og nu venter en tur i vaskehallen - så mon ikke Alto'en bliver så god som ny?

At skrive eller ikke skrive...

Jeg er kommet godt ud af starthullerne med det der speciale, der lige nu bærer den mundrette arbejdstitel:

”Fattigforsorgen i Danmark 1933-1961 med særligt henblik på lovrevisionen i 1961 og det menneskesyn den er udtryk for”

Jeg har siddet nogle dage på et kontor på Svendborg Museum og det er rigtig godt for min arbejdsmoral. Dels er det lidt ligesom at "gå på arbejde", dels er der ikke de store muligheder for overspringshandlinger (hvis man ser bort fra Facebook, blogs og nyhedssider på nettet) og sidst men ikke mindst er her mulighed for faglig sparring med andre, der også er interesseret i forsorgs- og socialhistorie.

De først dage på kontoret væltede ordene ud af mig i et hæsblæsende tempo og dokumentet jeg sad med bare voksede og voksede. Men nu har det fået en ende. Jeg kæmper med at skrive et par linjer og skal være glad, hvis en dags arbejde resulterer i en hel sides tekst.
I starten var jeg frygtelig frustreret over denne kendsgerning, men nu har jeg vist efterhånden erkendt, at det der skete de første dage ikke kan forventes at være normen. Jeg havde jo på forhånd læst en masse, som jeg bare trængte til at få ud og ned på papiret - og det er vel meget naturligt, at tempoet sættes ned efterhånden som de første læste emner udtømmes.

Nu er jeg igang med en ny omgang læsning og håber på at den om en uges tid kan resultere i en ny runde speed-skrivning.

Forår i luften

Trods ret beskedne temperaturer, så giver blå himmel og solskin mindelser om forår. Derfor trak jeg i dag i en varm trøje og fattede grensaksen. Jeg fik klippet ned, så terrassen nu virker dobbelt så stor og jeg fik vasket havemøblerne ned. De trængte! Fuglene har åbenbart betragtet dem som deres helt eget fugletoilet, så der skulle godt med knofedt til (sine steder røg malingen sgu med, når jeg lagde kræfterne i).

Til slut måtte jeg en tur ned til den lokale blomsterpusher, hvor der røg et par af de fine spæde bellis i kurven, så nu er der ikke kun forår i luften, men også på terrassen.

Da jeg endelig skulle til at nyde frugten af mine anstrengelser trak et fint skydække ind over Odense....
Men nu er jeg bare SÅ klar til endnu mere solskin.

Jeg vil så gerne....

...strikke denne her:



Den er designet af Bente Geil - og strikkekit kan købes direkte i hendes webshop til KUN 270 kr. Og det er ægte skotsk uld.
Den må jeg vist have fingrene i - den kunne være super her til foråret (nå, nej - når det er mig, så bliver det nok mere en efterårsting - jeg rider jo ikke samme dag som jeg sadler).

Én gang bibliotekar....

Jeg har en veninde, der elsker lugten af bøger - altså gamle bøger. De bøger jeg har hjemme til mit speciale er guf for hende.
Hun er selvfølgelig bibliotekar.
Jeg har det ikke som hende, men jeg forstår godt, hvad hun mener.
I eftermiddag var jeg på biblioteket. Jeg er vist stort set den eneste på mit studie, der bruger vores udemærkede kommunale bibliotekstilbud. Jeg bestiller alle mine bøger hjem dertil, jeg låner krimier, kogebøger og DVD'er, jeg tjekker de nyeste dameblade og tidsskrifter inden for emner som kunst og kommunikation.
I dag havde jeg et ærinde i magasinet - og hvor bibliotelksrum kan være ret forskellige (og jeg er faktisk ikke specielt vild med Odense Centralbiblioteks indretning og udtryk), så er magasinerne stort set ens. Der lugter i dén grad af gamle bøger, der hersker en helt speciel form for orden, der er ro, der er altid køligt, der findes materialer man ikke anede eksisterer....
Når jeg befinder mig i et biblioteks magasin bliver jeg totalt nostalgisk og fornemmer virkelig, at er man først en gang blevet bibliotekar, så er man altid bibliotekar - ligegyldigt om man kan føje cand.mag til sin titel og måske aldrig kommer til at arbejde på et bibliotek igen.

Boller i karry med et twist (eller to)

De der kender mig ved, at der inden i mig er gemt en total Hausfrau (der godt nok ofte overvurderer egne evner og energi, men alligevel...). Det går nok mest på det kulinariske og ikke så meget på alt det andet en Hausfrau også kan og gør. I dag giver det sig udslag i en større produktion af den velkendte og af mange elskede ret "Boller i karry".

Jeg kokkererer efter Nikolaj Kirks opskrift, hvor de traditionelle kødboller tilføres et "twist" i form af noget med noget citrongræs og kokosmælk (min lokale dagligvare-pusher var desværre ikke leveringsdygtig i citrongræs i dag...).

Ved serveringen vælger jeg så at tilføre endnu et utraditionelt twist, som efter lange og seje forhandlinger blev indført i min husholdning af eks'en - og altså har holdt ved længere end han gjorde;-) Dette twist består i at servere boller i karry med bananskiver og jordbærsyltetøj. Jeg har været meget skeptisk overfor dette påfund, men kunne nu ikke drømme om at indtage boller i karry uden dette lidt utraditionelle tilbehør.....

Lige nu står et pund rørt fars og hygger sig i køkkenet, så mon ikke der er basis for at få et par portioner i fryseren, når jeg har spist?

I den grad vintage

Susanne fortalte mig i weekenden om Edith & Ella - et vintagemærke med egen butik, hvor hun af og til køber noget af sit fancy tøj. Nu har jeg tjekket hjemmesiden ud - og der var hele to gode nyheder: den ene er, at der er udsalg i webshoppen -altså som i seriøst udsalg (!), den anden er, at der er en butik LIGE HER I ODENSE.... Jeg kan næsten ikke vente med at kigge ind og blive inspireret til alt det jeg hekt vildt gerne ville købe, men må vente med til jeg forhåbentlig snart får et helt fantastisk vellønnet job.

Edith & Ella er skabt af designeren Line Markvardsen, som lader sig inspirere af fortidens filmstjerner som Greta Garbo, men også af sine smarte bedstemødre Edith og Ella.

Finanskrise eller ej - jeg MÅ altså snart eje noget fra Edith & Ella.

To timers hårdt slid....

...så var der ryddet ud i cigarkassen og her dufter rent og lækkert. Klar til tøsehygge, fastelavnsboller og BezzerWizzer i morgen.

Her ligner i den grad lort

Ovre hos Tanja, har der de sidste par uger været "lortetema" - altså på den fækale måde.
Det er der sådan set også her i cigarkassen - bare på en mere overført måde.

På den måde der betyder, at der er tandpasta-pletter på spejlet, bunker med det sikkert kendte fænomen "tøj-der-har-været-brugt-men-som-godt-kan-bruges-igen-og-derfor-ikke-skal-smides-til-vask" på alle vandrette flader i soveværelset, opvask i bunker på køkkenbordet (selvom opvaskemaskinen er tømt og klar til genopfyldning), tomme dåser og flasker (som jeg efterhånden har måttet erkende at man IKKE bliver millionær af at sælge og derfor har opgivet at slæbe ned i Brugsen), nullermænd på størrelse med mus i hjørnerne, diverse elektroniske apparaters oplader-ledninger, som et farverigt spaghetti-virvar på gulvet, slikpapir og kaffekrus med kolde sjatter på alle steder, hvor jeg har opholdt mig med bøger, PC eller TV inden for det sidste døgn - for ikke at nævne det helt almindelige rod: halvfærdige strikketøj i sofaen, bøger, blade og magsiner ved siden af sengen, halvtudpakkede indkøb i køkkenet, strygetøj, som det ikke kan betale sig at hænge på plads, for "jeg stryger det jo lige om lidt" osv. osv.

Heldigvis får jeg gæster på onsdag og det har altid den postive sidegevinst, at jeg får ryddet op og gjort rent....

Søndag eftermiddag

Det er søndag og jeg må se i øjnene, at ugen er blevet sløset væk - og jeg har altså måttet sidde her søndag eftermiddag, for at nå den deadline for min speciale-projektbeskrivelse, som vejlederen havde sat.

Det er sådan set okay, for jeg havde ikke andre planer og jeg forsøder det hele med lidt radio, surfen på nettet, frokost, slik og alt mulig andet.

Og så pludselig ringer det på døren. Det er MEGET sjældent, at gæster helt uinviteret vover sig til det nordlige Odense, så jeg er da lidt spændt på hvad eller hvem det er.

"Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have...." lyder det med usikker barnerøst, da jeg endelig får åbnet døren.

SHIT!!!! Nu er gode råd dyre. For jeg er ikke sådan én det er værd at besøge for en hjemmerøver. Dvs. jeg har stort set ingen kontanter liggende. Og derfor ser to børn spændte til, mens jeg febrilsk gennemroder lommerne i snavsetøjet og vender bunden i vejret på håndtasker.... Drengene får en femmer hver + slik og virker egentlig meget tilfredse. Meeeen... der kommer flere! Næste hold er ikke klædt ud og derfor mener jeg nok, at jeg kan nøjes med slikket - de så tilgengæld knap så tilfredse ud....

En gammel kollega havde ellers på Facebook beroliget mig med, at slik var godt nok, men jeg kan jo godt selv huske det. Jeg husker, at der var et sted, hvor der ikke vankede penge, men kun fastelavnsboller - og det er ligesom ikke det samme.

Nu er mørket ved at falde på, så mon jeg ikke slipper for flere besøg i dag?

Min gode samvittighed og Børnefonden

Sidste forår bestemte jeg, at når jeg fik et studiejob, ville jeg have er sponsorbarn hos Børnefonden. I maj startede jeg som bekendt på jobbet på Svendborg Museum og så var der ikke langt fra tanke til handling.

Der gik ikke lang tid inden der kom brev fra Børnefonden med oplysninger om og et billede af Joseph fra Togo. Sune og jeg har siden læst om Togo, snakket en del om Joseph og hans familie og i efteråret var vi også på shoppetur for at købe små gaver til Joseph og hans søskende - de er bare aldrig blevet sendt.

Trods det, så landede der et lille brev i min entré i dag. Et lille brev med en tegning af et får og teksten: "MERRY CHRISTMAS AND HAPPY NEW YEAR". Det var simpelthen et julekort fra Joseph.... Og jeg må indrømme, at jeg var glad for at være alene, for mine øjne blev blanke og jeg fik den sorteste samvittighed. For på en hylde ligger mine gode intentioner: farvekridt og balloner og venter bare på at blive sendt til Togo her fra velfærdsland - og så bliver det altså Joseph, der skaber den første kontakt.

NU vil jeg pakke en lille pakke og skrive et brev til Joseph!

Uden mad og drikke....

....Og så lidt lystlæsning til pauserne

Eksamenstid

Januar er eksamenstid - det hele skal være afsluttet inden et nyt semester kan tage sin begyndelse. Lige nu arbejder jeg på min sidste eksamensopgave inden specialet - og der er ikke langt igen: senest på fredag kl. 12.00 skal opgaven afleveres i tre eksemplarer på Kulturstudiers sekretariat.

Jeg har barrikaderet mig i cigaræsken. Lavet mig en god arbejdsplads tæt op ad radiatoren. Her sidder jeg så ved computeren og veksler mellem at skrive lidt og læse lidt. Opgaven skal være 20-25 sider og jeg er lige nu igang med min 18. side, så det går vist helt godt.
Inden for rækkevidde har jeg: opslagsbøgerne, som jævnligt konsulteres, papir, hvorpå der både skrives noter og pludselige indfald til indkøbssedlen, varm kaffe, lommetørklæder (lidt forkølet er man vel altid), håndcreme og lidt godt til ganen, som stadig i denne søde efter-jule-tid består af tørrede abrikoser og riskiks. Ud af computerens ret dårlige højtalere strømmer med jævne mellemrum lidt DR klassisk, som passer så fortrinligt til opgave-skrivning, fordi det elimenerer stilheden uden dog at være opmærsomhedskrævende.

Indimellem smutter min opmærksomhed dog andre steder hen og jeg holder mig grundigt opdateret på Facebook og blogs rundt om i cyberspace samtidig med at jeg på magisk vis er ved at nå bunden af vasketøjskurven.

Sådan er der inde i min cigaræske lige nu.

Gæææster

Jeg har læst til eksamen siden nytår. Det betyder rent praktisk at jeg har siddet i min lille cigarkasse af en lejlighed og læst eller skrevet. Af og til har jeg SMS'et eller talt i telefon - endda af og til modtaget en mail eller chattet på Facebook. Men jeg har ikke set et menneske ud over ekspedienterne i Brugsen.
Altså, jeg er af da en af de personer jeg helst vil tilbringe tid sammen med - heldigvis - men det kan også blive for meget.... Og nu venter jeg gæster :-)

Pigerne fra studiet kommer kl. 17, der er lagt bobler på køl, den største gryde står og simrer, kagemanden er klar til få pynt på.... Vi skal fejre at eksamen er veloverstået, at jeg fylder 31 (!) i morgen og at Obama i dag aflægger ed og indsættes som USA's præsident.

Jeg glææææder mig!!!!!

Rovfugl i haven

Jeg har masser af solsorte i haven, fordi der ikke bliver ryddet op efter æblenedfald. Så de hygger sig med halvrådne æbler derude (bare de ikke bliver fulde....).
Men den anden dag var der også denne her:

Nåede desværre kun at tage dette ene billede, så var den væk - og jeg har ikke set den siden.

Så er der dømt mandeben...

... øh, jeg mener selvfølgelig håndbold.
DET skal der være tid til her midt i eksamenslæsningen.

Anna Olivia og kaffen

Anna Olivia er en helt fantastisk keramiker, som Sara og jeg mødte, da vi i juni 2008 besøgte Det Smukkeste Marked i Skals.
I den skønne serie med kyllinger, som min yndlingskaffekop er fra, findes der desuden en række skåle. Tingene findes med tre forskellige motiver, der viser slagtekyllingernes vækstrate og deres pladsforhold. På min kop ses de 15 dage gamle kyllinger i størrelsesforholdet 1:10 - koppen med de 30 dage gamle kyllinger er næsten helt blå!
Kyllingemotivet går igen på æggebægrene, der har hønsefødder.

Anna Olivia fortalte os, at hun er vokset op på landet og det bl.a. er der hendes inspiration stammer fra. Og så kan hun godt lide, at skabe en sammenhæng mellem keramikken og det den skal bruges til. Derfor findes der også en helt fantastisk serie tallerkener med seks motiver, der i overdrevet pixeleret grafik viser slagtegrisens vej fra insemination til slagteri.

For mig er det keramik med twist og humor - og det holder jeg meget af.
Derfor sidder jeg her under eksamenslæsningen hver dag med min Anna Olivia i hænderne - fyldt med kaffe og mælk (hvornår mon hun laver noget med køer?).

Nu kan 2009 bare komme an...

...For jeg har afleveret eksamensopgave, gjort (hoved)rent i køkkenet, betalt min gæld på biblioteket (og den var blevet stor) og købt nye opbevaringskurve, så der måske kan komme styr på det syndige rod i reolen i soveværelset.

Udover det planlægger jeg at leve sundere i 2009 (jeg har lagt rigtig dårligt ud, for pga. af sygdom har jeg stort set ikke haft lyst til mad - og når lysten dukkede op måtte den tilfredsstilles med lige det den ville, for ellers havde jeg ikke fået noget at spise), begynde at løbe igen og få ryddet op i mine papirer.

Lad os nu se, hvor meget af det der kommer til at holde....