Friday, December 29, 2006

Der tegner sig et billede..

..af, at den 23. december er en dag, der betyder omvæltninger for os. I 2003 tog Claus og Søren en tørn med at flytte alle vores ejendele fra vores dejlige lille dukkehjem i Århus til en lejet lejlighed i Skals. Der holdt vi så jul i flytterod til op over begge ører.
I år er omvælningen knap så synlig, men den 23. december havde vi besøg af det par, der den 1.5. 2007 overtager vores hus. Alle papirer er skrevet og så snart fortrydelsesfristen er overstået, er vi kommet vel i havn.
Selvom vi nu har fire måneder til at forberede os på omvæltningerne, så blev den 23.12. 2006 alligevel dagen hvor ét kapitel blev skrevet færdigt og et andet tog sin begyndelse - vi er nu igen boligsøgende... Og det er såmænd en spændende proces!

Vi har nydt en hektisk jul, hvor "sol og vind" skulle fordeles lige mellem vores familier. Derfor holdt vi juleaften i Glerup med mor og far, Sune, moster og Gert, Helle, Torben, Sebastian og Oliver og Moster Tulle. 1. juledag nød vi god mad og snaps til julefrokosten i Frederikshavn. Da gæsterne var gået, Trine og Martin var taget i byen og farmor gået i seng smækkede vi fødderne op i sofaen og så Krøniken inden vi tog vinterfrakkerne på og gik en god lang tur sammen med Søren og Lene.
Inden den sidste julefrokost i Glerup 2. juledag nåede vi lige en time sammen med Nikolaj og Anne Mette og deres poder Noah og Albert. Dem har vi ikke set siden december 2005, så det var et dejligt gensyn.

Nu vil jeg så småt gå i gang med at "pynte ned" - i hvert fald pynter de forskellige dekorationer ikke så meget længere... Og så vil jeg i stedet fylde rummene med tulipaner og primula.

Thursday, December 21, 2006

Den søde juletid

...Eller den stressede juletid? I hvert fald har jeg ikke været god til at opdatere bloggen. Men der har nu også været gang i den med alt det sædvanlige jule-halløj: julefrokoster, gaveindkøb, familiebesøg osv.
Desuden har vi brugt noget tid på at tømme vores kælder for vand - da det regnede helt vildt her først i december og grundvandet steg, ja så steg det så meget, at det sev ind i vores kælder. Heldigvis kunne vi låne en pumpe hos Johnny, så nu nærmer vi os noget der ligner tørt...
Den sidste er uge er gået med at sælge hus. Vi ved ikke helt om det er lykkedes, men vi tror det faktisk - og så må vi jo på den og prøve at finde noget andet at bo i.
Det har da til tider været hårdt at bo sådan et gammelt hus, men det er selvfølgelig også vores egen skyld. Vi gik jo i gang over alt på én gang... Og jeg kommer til at savne dette gamle skæve hus.
Der bliver nok ikke blogget så meget her omkring jul, så jeg vil gerne ønske alle en rigtig glædelig jul!

Friday, December 08, 2006

Advent

I år har vi tilladt os at lave lidt om på traditionerne, så første søndag i advent i år afholdes anden lørdag i december. I aften er Claus til julefrokost, så jeg har haft travlt med forberedelserne siden jeg kom hjem:

Først skulle jeg have lavet en 5-dobbelt portion Mulligatawny, så der også er noget mættende og nærende mad til gæsterne i morgen. Vi bliver ca. 25, så der skal jo noget til... Jeg græd godt nok lidt, da jeg hakkede 10 løg. Det er heldigt vi har fået en stor gryde af mor og far i adventsgave - for det var nødvendigt til denne portion.
Inden det blev mørkt nåede jeg ud og fik pyntet lidt med gran, pigeonæbler og lanterner udenfor.
Indenfor igen var det tid til opvask (tja, opvaskeren har vajgt at strejke - LIGE NU), oprydning og lidt rengøring.
Da det var gjort skulle jeg igang med juledugene, som jeg købte stof til på Mariannes Julebazar:

Jeg skulle have lavet 6 kvadratiske duge - og løb selvfølgelig tør for råd tråd midt i det hele. Så nu er de altså ikke zig-zagget!
Endelig blev det tid til lidt af det sjove:

Der er nu en del kedeligt tilbage: vasketøj bl.a. Men jeg kan vist også ligeså godt blive oppe til Claus skal hentes.

Friday, December 01, 2006

1.december

Meget mod min sædvane har julen ikke holdt sit indtog i vores hjem endnu. Hvis ikke det var fordi mor har lavet et kalenderlys ville der ingen tegn på jul være. Jeg håber der kommer lidt gang i det her i weekenden...
Ugen har været hård, og når jeg kigger i opvaksemaskinen kan jeg se, at der er morgenmadstallerkner fra hver dag i ugen, men ingen aftensmadstallerkner. Der har været møder, aftenvagter, Sunes fødselsdag og madklub - og nu går julefrokosterne i gang, så vi kommer ikke til at spise sammen før på søndag...

Sidste søndag havde vi dog en hyggelig dag, hvor vi var i Tyskland for at købe ind til 1. søndag i advent. På vej derned kørte vi indenom Tønder, hvor der var jule-søndags-åbent. Der handlede vi en lille hyggelig kaffe/specialitetsbutik: Chr. den X. Julemanden havde åbenbart lige været forbi

På hjemvejen MÅTTE jeg bare besøge Café Englen i Tønder. Den var superhyggelig, lys og stemningsfyldt - og kan absolut anbefales!

I morgen er der tid til julefrokost på biblioteket, men her i weekenden skulle jeg også gerne få bagt de sidste æbleskiver, nogle småkager og komme i gang med julepyntningen.
I næste uge skulle det gerne lykkes at få en af de "grimme" Maileg nisser i hus - de fleste forretninger fører desværre kun stofudgaven og det er jo ikke den jeg går efter. På www.maileg.com er der billeder - og jag fandt ud af at firmaet har til huse lige syd for Herning...

Jeg håber julestemningen indfinder sig!

Monday, November 20, 2006

Vintersysler


Selvom jeg skal til at i gang med juleforberedelserne, så jeg kan blive klar til 1. søndag i advent, så skal jeg også helst have gang i et sofaprojekt. Lige nu er det halstørklædet til min nye vinterfrakke. Frakken blev købt i Malmö i efteråret og den er nærmest flaskegrøn. Jeg synes ikke rigtig jeg har et halstørklæde, der passer til, så da jeg fandt dette mohairgarn i Netto måtte jeg slå til. Den mørkegrønne er faktisk nøjagtig samme farve som frakken, mens de to andre farver giver det lidt liv. Jeg er vist allerede kommet ca. 30 cm. så det kan aldrig vare inden det kan varme om min hals.

Saturday, November 18, 2006

Store bagedag


Så kom jeg også i gang med at bage æbleskivver. Hvis man tjekker mine forældres blog (tipi-i-haven.blogspot.com), så vil man se, at min mor allerede har bagt flere hundrede æbleskiver til 1. søndag i advent.

Selv er jeg ikke nået helt så langt, men på min fridag i går fik jeg bagt ca. 60.
Og i dag blev det til lige så mange + en ret stor portion pebernødder, trods noget der mindede om feberture.

Jeg holder hjemmeweekend, fordi jeg skal passe weekendvagterne på biblioteket. Imens er Claus til farmors fødselsdag i Frederikshavn.
Det var en fin vagt i dag. Der var godt besøgt og jeg fik snakket med rigtig mange lånere. Samtidig gik der noget tid med at hjælpe Anja med at sortere materialer, for op mod jul bliver der afleveret langt mere end der bliver lånt, så det kan være svært for bogopsætterne at følge med.
Anja og jeg danner team igen i morgen - så håber jeg at jeg har det lidt bedre end i dag. Jeg har netop snuppet Claus' og min favoritkur mod forkølelse: the med rom og honning + et par panodiler. Så tror jeg nok, at jeg skal få en god nats søvn... Og være klar til at bestyre børnebiblioteket i morgen!

Tuesday, November 14, 2006

London Part II

Forrige weekend fik Trine indløst sin studentergave: en weekendtur til London med os som "anstandsdamer" - og så havde vi selvfølgelig også Lars med...
Turen startede fredag morgen - meget tidligt - med at vi kørte til Århus og hentede Trine og Lars - og så videre til Tirstrup, hvorfra vi skulle flyve med RyanAir til Stansted.
Efter mange timers transport chekkede vi ind på Regent Palace på Piccadilly Circus ca. kl. 14.00
Farverne var østeuropæiske, men der var forholdsvis rent - og det var forholdsvis billigt - og det lå SÅ centralt!
Trine, Lars og jeg spiste i China Town den første aften, men Claus kom sg over et maveonde. Her er vi på vej hjem på hotellet - Lars MÅTTE lige have nogle billeder af Piccadilly Circus by night.

Lørdag stod den på shopping: først i Harrods - senere på Oxford Street og Regent Street. Trine og Lars var i teatret om eftermiddagen. Imens gik Claus og jeg tur.

Først fandt vi en af Londons grønne oaser: Hyde Park, hvor der var et rigt fugleliv og også masser af egern. Næsten hjemme løb vi ind i en demonstration mod USA's (Bush's) holdning til klimaforandringer. Dette indslag, der illustrerer drivhuseffekten vr et af de bedre - i hvert fald langt bedre en frelste typer med runde briller, et drømmende udtryk og guitar!

Søndag var der tid til lidt sightseeing inden butikkerne åbnede kl. 12.00

Vi fik bl.a. set Big Ben, Downing Street og Birmingham Palace. Vi var også (næsten) alle opsat på en tur i "pariserhjulet" Londons Eye, som ses i baggrunden af Big Ben, men da vi så køen og prisen ombestemte vi os - og så var der jo også mere tid til shopping.

Turen sluttede med kaffe på Starbucks inden vi (med pigerne lidt i panik) begav os hjemad.
Fin tur, hvor vi var hjemme lidt i 2 natten til mandag!

Monday, November 06, 2006

London Part I

Så har vi været i London... Detaljer følger senere!

Monday, October 30, 2006

Re-collected

Søndag var en dejlig efterårsdag for os.
Vi kunne jo sove nogenlunde længe, for natten til søndag skulle urene tilbage til "normaltid". Efter en let morgenmad kørte vi til Brande, hvor vi var til en herlig brunch-jazz-koncert med de dygtige og glade unge mennesker fra Re-collected på Remisen: www.remisenbrande.dk. Det var en rigtig god måde at starte sin søndag på!
På vej hjem kunne vi se, at det var ved at klare op, så vi besluttede at gå en tur ned i anlægget. Der samlede vi kastanjer inden vi gik videre ned til fjorden og hjem gennem byen. Det var halvmørkt og tid til at lave aftensmad, da vi kom hjem.
Altså en sønda, hvor vi faktisk ikke rigtig lavede noget, men alligevel havde en god dag, som vi synes at vi fik noget ud af...

Thursday, October 26, 2006

Video

Så har jeg lavet en konto på youtube.com, så jeg kan uploade videoer.
På dette link kan man f.eks. se en video af Jensen ved havet:
http://www.youtube.com/watch?v=TwJNOWEKpYA

Sunday, October 22, 2006

Nu er det jul igen...

Selvom jeg ikke har haft ferie her i uge 42, så er der jo en tradition, der skal holdes i hævd: Sune og jeg skal bage de gode gammeldaws pebernødder - så det gjorde vi tirsdag aften. Vi mødtes hjemme hos ham og spiste spaghetti med kødsovs.
Jeg havde på forhånd lavet en lille portion pebernøddedej, så efter aftensmaden satte vi julemusik på og gik igang med at trille. Vi manglede godt nok MOR til at passe ovnen, så nogle af "nødderne" blev lidt sorte under bunden... Men de kunne spises. Til aftenskaffen kom Karen med nybagte boller til os, så det var ren luksus!

Vores forlængede weekend er gået med en lille smule arbejde og mest hygge og god mad. Efteråret trænger sig på, så det har været mad med kartofler og sovs: forloren hare og steget skrubber med persillesovs. I dag står den store sorte gryde på komfuret og simrer med Osso Buco... Det er også lige hvad vi trænger til efter en gåtur ved havet. Vi havde mor, far og Jensen på besøg til brunch. Over middag kørte vi en tur til Hovvig, hvor der blæste en halv pelikan. De var masser af tyskere med drager, men Jensen var mest interreseret i at løbe efter skumtoppene. Han stod sjældent stille, så det var ikke nemt at tage et billede af ham:

Thursday, October 19, 2006

Efterårsferie

Mini-ferie! Vi holder fri i morgen! For mit vedkommende er det også tiltrængt, for jeg var på arbejde søndag-lørdag i sidste uge. To af dagene endda langt ud over de sædvanelige 8 timer. Lørdag kørte vi direkte til Frederikshavn, hvor vi fejrede Trines 19-års fødselsdag. Vi var først hjemme igen søndag aften - jeg med en enorm omgang migræne... Mandag morgen: efterårsferien var startet. Og der har været masser af unger på biblioteket!!! Vi har ladet dem spille Eye-toy her i ferien (altså PlayStation, hvor man bruger sin krop i stedet for et joystick...) - det har selvfølgelig givet en del uro, det vidste vi - men det har også skabt grobund for skænderier og snyd med tider, så vi har i høj grad måttet være dem, der holdt orden og dæmpede gemytterne. Langt det meste af tiden ahr det nu været hyggeligt, og det er altså enormt morsomt at se børn og voksne spille volley eller bowle ud i den blå luft...
Nå, men hvorom alting er, så glæder jeg mig nu til at holde fri i tre dage!
Jeg har netop forberedt morgenbollerne til i morgen, så dejen lige nu står i køleskabet og langtidshæver. Det er efterhånden 14 dage siden jeg har bagt sidst, så vi er ved at være godt trætte af købebrød.
I morgen står den vist mest på indendørs sysler, men senere på weekenden skulle der gerne blive vejr til at komme lidt ud! Lad os håbe at vejrguderne er med os!

Sunday, October 08, 2006

Efterår

Så flot var himlen en morgen sidst i september. Det er godt nok træls, at det nu er mørkst når jeg står op, mørkt når jeg vækker Claus, mørkt mens vi spiser morgenmad og halvmørkt når jeg sætter mig ud i bilen - men det har været et fantastisk syn at køre mod solopgangen de sidste 14 dage i september. Når der er list skyer på himlen og lidt diset er det et temmelig betagende og dramatisk syn... Men det er nok også snart slut, for snart vil det også bare være mørkt når jeg kører på arbejde.
Der er nu ikke kun ulemper ved den mørke tid: jeg har f.eks. fået skåret et græskarhoved ud. Det er godt nok lidt tidligt, men vi havde gæster i går - og så skulle det være... Nu har jeg besluttet, at der skal lys idet HVER aften (indtil det rådner).

Wednesday, October 04, 2006

Nu virker den! Nu virker den ikke! Nu...

Ja, bilen virkede fint, da jeg kørte den til mekanikeren i går, så jeg var lidt beklemt da jeg ringede for at spørge om den var fikset - og om der overhovedet havde været noget galt... Det havde der skam: mekanikeren kunne heller ikke presse den op over 30 km/t, men nu havde han renset det der spjæld, så alt skulle være i den skønneste orden! Derfor undrede det mig noget, at Claus ikke havde hentet den, da jeg kom hjem fra arbejde. Han havde skam prøvet, sagde han, men den kunne ikke køre!!!! Jeg fortalte ham om mine oplevelser, og vi besluttede at gå ned på værkstedet og prøve igen - og hokus, pokus: så virkede den.....
Gad vide om den virker i morgen?

Tuesday, October 03, 2006

Udbrændt?

I dag var en stor dag på arbejde: det projekt jeg har arbejdet med i 1½ år skulle afsluttes med en stor konference på Vildbjerg Sports- og kulturcenter. 160 deltagere fra hele landet kom for at høre om vores erfaringer med at samarbejde med folkeskolen om at udarbejde og afprøve undervisningsmodeller til infomationssøgning. Desuden deltog flere forskere/teoretikere og andre med praktisk erfaring fra lignende projekter. Så jeg var udmattet da jeg kom hjem.

Og nej! Jeg kunne ikke bare smide mig på sofaen, for jeg skulle til mekanikeren med Claus bil, som praktisk taget stod af, da vi skulle køre på genbrugspladsen i lørdags. Og selv er han taget på kurus, så jeg må stå for den slags "mandeting": forklare mekanikeren om skidt i spjældet i manifolden(?), køre den derned, gå hjem i regnvejr osv. Det værste er faktisk, at den virkede OK, da jeg kørte den derned her til eftermiddag... Spændende om de finder nogen fejl?

Monday, October 02, 2006

Efterår

Her er en lille billedkavalkade, for at vise at vi ikke helt ligger på den lade side.
Som sagt måtte troldepilen klippes ned, for at give luft og lys til stråtaget. Her kan man se, hvordan Ole er i gang med saven - og hvordan der nu ser ud. Pilen skyder allerede fra snitfladerne, så vi er ikke bekymrede for at der nok skal komme krone på igen...



Og endnu flere træer måtte lade livet. Det store kønne asketræ midt i skoven var utrolig fertilt. Faktisk var - og er - der asketræer overalt i vores have.... Hun måtte derfor fældes. Johnny, Ole og Claus fik en hel søndag til at gå med at fælde asken + et par andre træer, så nu kommer der virkelig meget lys ind i haven. Desværre var jeg ikke hjemme til at tage "før-billeder".

Der blev masser af brænde ud af det - det fik Ole til brændeovnen - og så blev der masser af grene og kvas til genbrugspladsen. Claus og Ole kom af med meget af det i lørdags, men der er et par læs endnu....

Men det er ikke alt sammen "nedbrydning". Vi har fået bygget et rigtig fint kvashegn, der kommer til at danne ramme om en lille ny græsplæne. Bagved hegner skal bålpladsen og shelteret være.

Og så har jeg snedkeret dette fine jordbærbed til nogle af de 1000-vis af jordbærstiklinger, der er ved at brede sig til hele haven. Jeg fik nu kun plads til 20 planter deri - bare de så bliver gode!

Og ud over dette har vi også fået syltet 8 glas marmelade efter opskriften på denne blog: http://www.slagtenhelligko.dk/?p=3846. Jeg brugte bare vanillestænger i stedet for. Det smager rigtig lækkert og har en suveræn flot rød farve. Og der er stadig MASSER af mirabeller, så jeg går rigtig og guffer, når jeg hænger vasketøj op....

Sunday, September 03, 2006

Sensommerarbejde

Jeg må se i øjnene, at jeg ikke er så stabil en blogger lige for tiden, men der er heller ikke det vilde at berette om. Sensommeren er våd, men lun og med masser af glimt af sol. Men der når aldrig at blive rigtig tørt udenfor, så vi får ikke lavet det vilde i haven - og dog.

Sidste weekend gav vi gårdspladsen en ordentlig tur: jeg sad på knæ og lugede de største plamter væk. Meget af det var så småt, at jeg ikke for alvor kunne gøre noget ved det, så Claus kom efter mig med den "magiske snor", som nu så småt gør sin virkning.

I denne weekend var det så "parkeringspladsen" bag huset, der skulle have samme tur. Jeg blev ikke helt færdig, for pludselug skete der så meget andet: Claus og Ole gik i gang med at skære troldepilen ned i ca. 2,5 meters højde. Vi har talt om det længe, men det var da alligevel lidt svært at gøre det, da det kom til stykket. Men for tagets skyld skulle det være. - Og haven blev pludelig meget større! Jeg fik desuden luget i kartoffelbedet, så det nu er klar til jordbær - og så fik vi kaffe med Ole og Mette - og arbejder-øl med Ole, Johnny, Mette og Jane.

Idag har vi været vældig huslige: over middag kørte vi ud til fjorden og plukkede godt 2 kg. hyben. I flere timer sad vi så herinde i stuen overfor hinanden og ordnede hyben. Nu er de kogt med æbler og sukker, og der blev 6 glas flot orange hybenmarmelade ud af det....

Tuesday, August 22, 2006

Krudt og ukrudt

Det har virkelig været hårdt at komme igang igen efter ferien - i hvert fald har jeg ikke fået opdateret bloggen i 11 dage :-)
Der er nu heller ikke sket så meget - udover, at jeg har indledt en massiv krig mod ukrudtet i haven. En krig jeg på forhånd er dømt til at tabe - se bare på billedet. Det er ukrudt fra ca. 1 m2.

Heldigvis er der da også stadig små solstråler i haven, som denne solsikke, der er sået af en fugl! Men hvis vi ikke vidste det før, så er det nu tydeligt, hvor vores indsats skal lægges i efteråret.


Og så kom vaskemaskinen til at virke igen. Jeg fandt aldrig rigtigt ud af, hvad der havde været galt, men reperatøren har justeret lidt på lågen og nu fungerer den upåklageligt - hvor længe mon det varer?

Friday, August 11, 2006

Shit!

Så gik vaskemaskinen lige i stykker! Ikke sådan vildt og voldsomt, men sådan, at den pludselig hele tiden vil starte bagfra i programmet - altså med at lukke vand ud, selvom der ikke er vand i! Heldigvis kan den repareres under garantien, men de kan først komme på tirsdag. ØV!

Wednesday, August 09, 2006

Tyskland er da bare et land man kører igennem...

Ja, jeg havde også mine fordomme inden vores ferie ved Moselfloden i Sydtyskland, men Claus ville gerne og jeg så helt klart noget positivt i den forholdsvis korte køretur. Så ferien blev bestil på www.happydays.nu. Og lørdag den 29. juli pakkede vi Hyundai'en og kørte sydpå.

Ankom søndag morgen og brugte tiden indtil check-inn i Traben Trarbach, hvor vi bl.a. besøgte "Haus der Ikonen" og fik en meget engageret gennemgang af en tysk dame (vi var sikkert de eneste gæster den uge...). Det gik forbløffende godt med at forstå tysk!
Sidst på eftermiddagen fik vi vore værelse på Alte Dorfschänke.

Mandag besøgte vi Cochem, som blev vores udgangspunkt for flere udflugter.

Udsigten fra Cochem by til slottet (alle byer langs floden har åbenbart deres eget slot).
Om aftenen var vi til vinsmagning arrangeret af hotellet. Ret speciel oplevelse hos en snøvlende og måske lettere beruset vinbonde. Vi fik smagt på druerne og købt lidt ind. Tilbage på hotellet var der selvfølgelig snitzel til aftensmad....

Tirsdag kørte vi igen til Cochem - denne gang kun for at sejle derfra til Karden - en meget lille by... Men denne lille by er udgangspunkt for en vandretur over "bjergene" til Burg Eltz.

Vi gik op gennem vinmarker, gennem landbrugsarealer og skov inden vi efter ca. 6 km endte ved Burg Eltz. Igen fik vi en formfulendt tysk rundvisning - kun forstyrret af nogen, der troede at et 1-årigt barn virkelig gad at høre om slægtforhold, forsvar og dagligdag på en gammel borg.
Tilbage skulle vi også og vi belønnede os selv med en Weiss-bier i en lokal bier-stube i Karden.

Onsdag blev "storby-dagen": en tur til Trier, som med 98.000 indbyggere må siges at være en stor by. Og en by med en fantastisk historie... Her var masser at se på: Porto Nigra, som romerne byggede omkring år 180 - bare for at demonstrere deres magt. Basilikaen, der er 2300 år gammel og som nu rummer en kirke og er bygget sammen med det skrækkelige lyserøde "Palads". De kejserlige termer, som var overraskende velbevarede og meget meget mere.

Desuden var der mulighed for at shoppe og så fik vi en "lækker" frokost: 3 slags skinke, laks og to slags pølse (hvoraf den ene var blodpølse) - altsammen med en marineret kartoffelsalat og tørt brød. Man kan altså ikke tillade sig at kalde sådan noget for en "Restaurant-platte"!!!

Torsdag var den sidste dag. Der var lidt optræk til regn, så vi valgte at satse på mindre aktiviteter. Derfor gik vi fra Traben Trarbach op til ruinen Grevenburg, som vi havde spottet allerede ved ankomsten - og som jeg havde kategoriseret som umulig at nå til fods...


Det gik dog! Eftermiddagen brugte vi i det lokale kurbad/badeland og på at få købt øl og vin med hjem.

Fredag pakkede vi igen bilen og kørte lige efter morgenmaden. På en rasteplads fik vi endelig curry-wurst- og så fik vi tanket op med aftensmad og sprut lige før grænsen. Kl. ca. 21 var vi i Ringkøbing igen....

Mine fordomme holdt til en vis grad stik: vi fik stort set kun svinekød tilberedt på forskellige måder og masser af øl. Tilgengæld blev jeg positivt overrasket over tyskernes venlighed og imødekommenhed, min egen forståelse af det tyske sprog (det var værre med udførelsen) og omgivelserne omkring Mosel generelt. Bare at gå i de små byer og se på gamle huse var jo en oplevelse!

Jeg tror vi kommer tilbage!

Saturday, August 05, 2006

Så har der været ferie....

Og feriebillederne kan man nyde om ganske få dage! Men inden vi tog på ferie nåede vi at have gæster: Birthe og Ole Larsen var her en hel dag. Og så var mine forældre på ferie her et par dage. Til Birthe og Ole bagte jeg min helt specielle sommerroulade - eller det er faktisk ikke min, men en opskrift fra den gode sommerkogebog: Solskin og Sommermad af Gitte Heidi Rasmussen og Inge Skovdal.
Men her kommer i hvert fald opskriften på Sommerroulade med bær
3 æg
125 g sukker
100 g hvedemel
1 tsk bagepulver

1/4 l piskefløde
1/4 sommerbær f.ex. hindbær, solbær, blåbær, ribs brombær... (nyplukkede eller frosne - begge dele fungerer)
flormelis

Piske æg og sukker luftigt. Sigt mel og bagepulver i dejen og vend det hurtigt sammen. Smør dejen ud på et stykke bagepapir (30x40 cm). Bag rouladen ved 225 grader i 8-10 min. Vend rouladen over på et stykke sukkerdrysset pair, træk det brugte papir af og lad den afkøle med et viskestykke over.
Pisk fløden til skum og vend bærrene i (jeg foretrækker, at der også kommer lidt sukker i). Fordel skummet på rouladen og rul den sammen på den lange led. Drys med flormelis og server...

Der er rigtig mange andre gode opskrifter i den bog!

Tuesday, July 25, 2006

Ikke så meget min egen have

Jeg har netop tilbragt to nætter i tipi i mine forældres have. Den er et flot syn, som beundres af mange når de kører forbi (eller også undrer de sig bare...?). Billede nr. 2 er det man ser, når man slår øjnene op om morgenen - et virvar af stænger, som dog står efter et sindrigt system. Se mere om tipien på deres weblog: tipi-i-haven.blogspot.com


Hjemme hos mine forældre var der andet end tipien, der kunne får os til at føle os en lille smule som "ur-mennesker": der blev høste flittigt af deres frugt og grønt: masser af moreller endte direkte i maven, bær blev plukket til kage og til syltning (bl.a. ribs, som er den allerførste juleforberedelse - de skal bruges til ribs/hindbærsyltetøj til æbleskiverne), mor syltede agurker, der blev lavet pesto af basilikum fra drivhuset og vi tilberdte faktiske et helt aftenmåltid med hjemmeavlede ting. Skønt- Jeg glæder mig til vi får det sådan...


Og så filtede vi: det blev til en hel del raslebolde, som alle børn i vores omgangskreds fra nu af vil stifte bekendtskab med... Jeg fik for alvor lyst til at komme i gang med filtningen igen - og nu er der måske også tid til det!

Thursday, July 20, 2006

Dette er udsigten fra mit ferietilholdssted!

  1. Er det så ikke forståeligt, at jeg ikke får opdateret bloggen????
    Det er helt perfekt, at sommeren har valgt at vise sit kønneste ansigt frem lige når vi har ferie - 25-30 grader, skyfrit og let vind over Ringkøbing. Det er næsten for godt til at være sandt.... Jeg tilbringer rigtig mange timer på græsplænen med gode bøger og så går jeg indimellem lidt ind for at blive kølet ned - og følge med i Touren, som jo endte i national triumf i går med Kyllingen først over målstregen!

    Arbejdet i haven ligger altså lidt stille for tiden - tilgengæld har vi opnået den personlige tilfredsstillelse, at vi er færdige indendøre - fajtisk blev vi færdige på årsdagen for vores overtagelse af huset. Men det har også krævet en del arbejde her til sidst.
    Men afgrøderne i haven står dog lige så stille og udvikler sig. F.eks. havde jeg den glæde, at jeg i går kunne servere kylling med nyopgravede kartofler og hjemmedyrket salat for min farfar... Det er da ret godt gået! Og så er jeg i den heldige situation, at jeg hver dag kan gå ud og spise to-fire jordbær.

    Er der mon nogen, der kan huske den sørgelige historie med ærteblomsterne, der var forspiret inde og som døde af varme den dag de blev stillet ud i mistbænken? Heldigvis havde jeg smidt de overskydende frø fra mig i et bed og se lige her:
    En lille lokal triumf...!

Wednesday, July 05, 2006

Så blev vi alligevel selvforsynende...;-)

Det har simpelthen været for varmt til at sidde inde og blogge - derfor den lange "stilhed".
I haven går det faktisk rigtig godt, selvom der skal meget vand til. Og vi føler os faktisk en lille smule selvforsynende nu. De første kartoflerblev "høstet" i søndags - og de smagte HIMMELSK. Faktisk så godt, at jeg spiste resterne på en kartoffelmad dagen efter. Det er ellers noget jeg aldrig før har gjort. Til kartoflerne fik vi en grillet mørbrad og "mormorsalat" med vores egen salat (spædet op med et købt hovedsalat). Til følelsen af "selvforsynethed" hører også, at jeg har levet tre liter hyldeblomstsaft, som nu ligger i fryseren...

Ellers knokler vi der ud af, for at blive færdige inde og ude inden huset skal vurderes den 16. Det skal vi også nok nå. Claus har fået ryddet op i skuret og båret en masse på loftet. Jeg maler stadig og prøver desuden at holde haven bare sådan nogenlunde. I går aftes fik vi desuden tømt gårdspladsen for det flis, der nu har ligget der ret længe - det pyntede. Nu kunne vi godt tænke os at få sået græs på det sidste stykke ned mod køkkenhaven, men vi venter lige på lidt køligere og fugtigere vejr.

Sunday, June 25, 2006

Sankte Hans



Det er juni, midsommer og lyse nætter. I fredags var det Skt. Hans aften. Aftenen blev fejret sammen med vores naboer med sammenskudsgilde. Vi skulle have kartoffelsalat med og det blev selvfølgelig vores traditionelle kartoffelsalat, som jeg første gang smagte hos Søren og Lene og som jeg siden selv har tilpasset en smule - og som vi nu får jævnligt hele sommeren igennem - og også ynder at servere for gæster.

Svigermors kartoffelsalat

Til ca. 6 personer bruger jeg (hvis man også skal have andet tilbehør):
2 kg kartofler, 1 rødløg, 2-3 æbler eller hårde ferskner, 1½ glas kapers. Kartoflerne koges, afkøles og skæres i tern, rødløg og æbler skæres i tern. Bland det hele i en stor salatskål og tilsæt kapers - pynt evt. med kapersbær. Mariande: 4 spsk olivenolie, saften af en citron, salt og peber. Ryst ingredienserne sammen i en meljævner og hæld det over kartoffelsalaten. Det er bedst hvis det kan trække et par timer inden det skal spises.


Wednesday, June 21, 2006

Skyer over Ringkøbing

Vi er lige kommet hjem fra farfars fødselsdag. På vej hjem i bilen kunne jeg ud af forruden se blå himmel og den nedgående sol, mens bakspejlet gav mig et helt andet - og mere dystert - indtryk af himlen. Det måtte jeg have et billede af - og sådan så himlen altså ud over vores kvarter ca. 21.45 her til aften...

Thursday, June 15, 2006

Sommerresidens


Ja, det er så her vi sover i sommervarmen! Det er rigtig hyggeligt at falde i søvn til fuglefløjt og vågne igen til fuglefløjt (ca. kl. 04.00!!!). Teltet flytter vi lidt rundt i haven, så det ikke laver for voldsomme mærker på græsplænen...
Temperaturen er nu ellers fladet noget, så vi får også lavet noget inde: malet lister, lysnet loft i gæstebadeværelset og lagt gulv i bryggersafdelingen - jo, det går da helt godt!

Og det går også fint i haven - se bare de nedenstående billeder af bonderoser og salatbedet.

PS. Det er dog ikke alt, der går lige godt: jeg er vist kommet til at slå en uskyldig Klematis ihjel da jeg blev lidt for ivrig med den kemiske ukrudtsbekæmpelse!!!

Wednesday, June 14, 2006

Pyh

Der har godt nok været varmt de sidste dage. I dag er der dog noget køligere, men varmen har betydet, at vi kun har fået ordnet småting: Claus og min far er gået i gang med fugemassen alle de stder lister, vindueskarme osv. gaber. Og jeg føler at jeg har fået dejavu: jeg er igen i gang med at male døre - det var også noget af det første jeg startede med lige da vi havde overtaget huset. Denne gang virker det dog ret overskueligt, for jeg skal kun male 3½!!

De sidste dage er altså gået med lidt let arbejde, grill, at sove i telt i haven og spise morgenmad på gårdspladsen... Sommeren i danmark er så lunefuld, at det gælder om at nyde den, når den endelig er der!

Monday, June 05, 2006

Så kom sommeren igen

Idag har været ren afslapning med en god pinsefrokost hos mor og far. Fisk på mange måder, hvidvin, øl og snaps.
Og så fik vi fyldt bagagerummet med planter, som vi skal have plantet i morgen: Grøn mynte, oregano, løvstikke, citrontimian og kamille. Desuden fik vi et par syrener til at plante ved den nye terrasse. Vi skal nok få travlt i ugen, der kommer!
Og vi skal have gang i grillen i ugen, der kommer, for det ser ud til at sommeren nu er på vej tilbage til det danske land. Allerede efter idag hylder jeg mit fædreland ved at have klædt min hud i rødt og hvidt - jeg håber den røde farve falder lidt inden jeg skal på arbejde i morgen.

Sunday, June 04, 2006

Arbejdsweekend med svigerforældrene

Søren havde lovet at komme og hjælpe med at lægge fliser, og det blev så her i pinsen.
Søren og Lene kom lørdag ved 10-tiden, og så stod den på arbejde. Jeg var nok den, der arbejdede mindst, men tilgengæld stod jeg for forplejningen...
Der skete virkelig noget - se bare billederne nedenunder:


Søren og Claus lægger fliser vest for huset - det gik ret hurtigt -

- og så gik de også i gang med at omlægge den gamle sydvendte terrasse!

Køkkenhaven står efterhånden fint. Kartoflerne kommer fint, vi har masser af glæde af rabarberen, vi kan nu ane to asperges, der titter frem og to ud af tre slags salat spirer lystigt. Det kniber lidt med ærterne - kun to spirer. Kan fuglene have spist dem?

Lene arbejdede også hårdt. Der blev virkelig luget meget. Bl.a. tog hun en ordentlig tur i forhaven, som nu ser en del bedre ud (gårdspladsen trænger dog stadig til en kærlig hånd). Og så gik hun igang med det ret uoverskuelige projekt: at lave surbundsbedet til et pænt bed igen. Jeg hjalp med at hive vedben, selvsåede træer, græs og skavlderkål op. Vi fik savet noget af troldhasselen, plantet lidt om og plantet vores nye blåbærplanter. Så nu ligner det faktisk et helt nyt bed!