Tuesday, November 27, 2007

Håndarbejde


Min mor sørger for at jeg er forsynet med garn, så pindene gløder her på matriklen. Trøjen, som jeg tidligere har vist billeder af inden den blev færdig, er nu helt færdig. Jeg synes bare den har fået en lidt mærkelig form og "pufærmer". Jeg må lade moren kigge på den i weekenden... Jeg har garn til en mere, men går ikke lige i gang, før vi har fået set på den første.

Der bliver desuden strikket strømper og futter. Futterne er i en ren uld og skal efterfølgende filtes i vaskemaskinen. De er rigtig fine (billede følger senere).

I dag var jeg inde omkring Tante Grøn. Mest for at købe en "årsnisse" fra Maileg, men de havde den desværre ikke... :-(
Jeg kom dog rundt i forretningen og blev inspireret. Så bl.a. nogle fine strikkekits. Navnet var ret specielt, så jeg memorerede det for at kunne se mere på nettet når jeg kom hjem. Min korttidshukommelse må være ret dårlig, for ikke om jeg kunne komme i tanker om hverken navnet på produktet eller firmaet. Min søgen har dog bragt mig rundt til flere forskellige net-garn-forretninger og håndarbejdsblogs. Og hos Duddelutte fandt jeg endelig navnet: Geilsk. Det er især modellen "Ærmeling" jeg faldt for. Tjek det selv ud på Bente Geild hjemmeside....

Monday, November 26, 2007

Madplan

Jeg tror nok jeg har fundet en genial løsning til mad-inspiration:

OK, det er første gang jeg forsøger i dag, men det jeg har gang i ser lækkert ud: rodfrugter med orangesmag og rosiner til kyllingelår.
Senere på ugen prøver jeg en ret speciel fyldig tomatsovs....

Se bare her:
Ovnen tændes nu og så må vi jo se om det kan spises!

Sunday, November 25, 2007

Morderen er uskadeliggjort

Jeg havde været skeptisk overfor Vagn-teorierne, men den var altså god nok: jalousi og misforståede hensyn overfor familien Birk Larsen gjorde ham til morder...

Hvad skal vi nu lave søndag aften?

Hvem myrdede Nanna Birk Larsen?

Der er læst om diskusanalyse til i morgen og der er spist aftensmad. Der er leveret et indlæg til Læseklubbens blog om fremtidens bog og der er fundet strikketøj frem.

Så er der bare tilbage at vente... Vente en hel time til uigenkaldeligt sidste afsnit af Forbrydelsen løber over skærmen her kl. 20. Og så vil jeg sidde der, ligesom mere end 1 mio. andre danskere og følge Sarah Lunds kamp mod systemet i bestræbelserne på, at afsløre Nannas morder.

Er det Vagn, som bragte sig selv i søgelyset i sidste afsnit ved at bære en trøje med teksten Sara 84? Eller er det Morten Weber, der jo havde fået nye sko i et af de første afsnit? Er det Teis? Brix? Lunds mor, som foreslået i en artikel på Politikens hjemmeside i dag? Eller kommer Troels Harmann på spil igen? Eller har vi måske slet ikke mødt morderen endnu?

Om to timer er det afgjort og så skal begivenheden sikkert analyseres i både de trykte og æterbårne medier i løbet af ugen. Faktisk er det utroligt at en pseudo-forbrydelse på DEN måde kan trække overskrifter og spisesedler uge efter uge....

Landet venter i åndeløs spænding, for hvem var det egentlig, der myrdede Nanna Birk Larsen?

Tuesday, November 20, 2007

Nu er det jul igen...

Min ønskeseddel er allerede blevet væk en gang, så nu vil jeg sørge for at lagre den elektronisk, så jeg ikke endnu en gang skal rekonstruere den.
Og så har alle de, er har tænkt sig a give mig julegaver også god tid til at bestemme sig i ;-)

Og her er den så:

"Under er strålende sol" af Khaled Hosseini
"Manden der opdagede at han ikke eksisterede" af Svend Åge Madsen
"Det danske vejr" af Jesper Theilgaard
Politikens Strikke- og hæklebog
Undertøj (helt simpelt)
Hvid cardigan (bomuld)
Langærmet t-shirt fra Nørgard på strøget - Pink/rød
Pandora led + halskæde
Klovn 3. + 4. sæson på DVD
Make-up og EDC fra Body Shop
Blå keramikkrus
Hvide skåle - Piet Hein

Så kan julen såmænd godt komme for min skyld...

Wednesday, November 14, 2007

ØV!

Så er det dagen derpå - og ØV!!!

Tuesday, November 13, 2007

Det har jeg gang i

Der bliver læst en del, set en masse fjernsyn og socialiseret ret meget på nettet.
Men der bliver også tid til håndarbejde - og det her er det jeg har gang i lige nu:

Strikketøjet er en sjælevarmer til min mor, koksgrå strømper til mig selv og en lækker sweater, som kun mangler halsen (og mor går ud og køber garn til en mere magen til i morgen - bare i lyserød).



I weekenden besøgte jeg for første gang Kartehuset i Aarslev. Tidligere har jeg handlet på nettet http://www.kartehuset.dk/, men nu hvor jeg bor her kan jeg komme der og se og røre ulden i virkeligheden. Jeg manglede ikke noget, men det blev alligevel til et par småting.


Og så måtte jeg selvfølgelig også filte noget. Pladsen her er ikke til de store projekter (de må vente til sommer, hvor vi kan være på terassen i Glerup).


Det blev dog til nogle småting og næsten hudløse hænder. Det er ren terapi at sidde med uld og sæbevand og høre P1.















Så fik jeg gjort min demokratiske borgerpligt!

Himlen åbnede sig i en regnbyge, da jeg var på vej hen i Risingskolens Festsal for at sætte mit X.
Jeg har i løbet af valgkampen ikke været i tvivl om, hvor det skulle sættes og nu er det gjort.
Jeg må dog indrømmer, at hvis Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielse var stillet op her, så kunne hun måske have fået min personlige stemme, men det var hun jo ikke, så mit kryds gik ikke til liste Ø.
Lad os håbe at tvivlerne også er endt med at lade sig overbevise om, at vi trænger til at prøve noget nyt...

Tuesday, November 06, 2007

Blomster ude og inde

Vi skriver den 6. november i dag - og se lige de flittige roser i haven her hvor jeg bor. De har blomstret lystigt siden jeg flyttede tillige med nogle af stauderne. Gad vide hvor længe de holder ud???


Men det er ikke nok for mig, nu hvor efteråret lægger sin mørke dyne hen over landet, så jeg var lige ude at "proviantere" lidt i dag. Jeg har en fin blomsterbutik få hundrede meter fra hvor jeg bor, så den frekventerer jeg ofte.

Idag MÅTTE jeg have hyacinter. De signalerer vinter og jul for mig. Og jeg elsker deres duft. Bedst kan jeg lide de blå - og faktisk kan jeg bedst lide dem mens de står i knop som disse:

Og så har de altid fine bundtvarer til 30 kroner. I dag blev det til disse Kahla-agtige blomster, som jeg synes skal stå "solitert" og derfor kan fylde mange steder i lejligheden, selvom der kun er otte i et bundt.
Nu pynter de og lyser op sammen med masser af stearinlys. Her dufter dejligt at kylling og rodfrugter og i aften skal jeg hygge mig en tematirsdag om design.

En time er ingenting

Jeg er nu klar ved bøgerne igen efter en times tiltrængt pause. Altså ikke pause som i afslapning, men pause i betydningen at jeg ikke læste. Tiden blev brug på et hurtigt smut i Brugsen efter brød, æg og leverpostej, så der kunne blive til lidt frokost. Mens æggene kogte kunne jeg meget passende starte opvaskemaskinen, redde seng osv.
Så pausen var altså de 10 minutter det tog at indtage tre halve og bladre en sektion i søndags Politiken....

Nu er det tilbage ved Roland Barthes tekst om myten idag, som jeg skal holde oplæg om på mandag.