Thursday, December 18, 2008

Nu med billede

museets hjemmeside.

Jeg tæller ned....

Der er mange, der tæller ned i denne tid. De fleste sikkert til den 24.

Men jeg er vist ved at blive lidt gammel, for de sidste dage har jeg taget mig selv i at tælle ned til årets korteste dag, som er på søndag - af den simple grund, at så ved jeg det vender.

At fra på mandag bliver dagene længere igen og jeg kan se frem til det her:

Wednesday, December 17, 2008

Han er ikke længere på coke....

.... Men ikke desto mindre MORSOM. Mascaraen flød ned af kinderne, da lyset efter en time og tre kvarter blev tændt.
Og jeg fik sat tingene på plads: rygeloven, danskhed, plads til at tænke selv, brunch, at blive voksen og en helt masse mere.
Glæder mig allerede til DVD'en (vi sad nemlig på ABSOLUT bagerste række).

Thursday, December 11, 2008

Sidst jeg oplevede ham, var han på coke....

....Nu vender han tilbage! Jeg glæder mig usigeligt til at få rørt lattermusklerne og få sat tingene på plads i aften - og det er altså Anders Matthesen, der skal sørge for det.

Wednesday, December 10, 2008

Kapløbet om julegaverne

Så fik jeg også fyldt vognen med julegaverne. Naivt troede jeg, at jeg ville få Rosengårdcenteret for mig selv, når jeg dukkede op allerede ved middagstid. Jeg havde det ikke for mig selv, men der var ikke anderledes end sædvanligt - i hvert fald ikke den første times tid... Men så væltede det julegaveindkøbene folk ind og temepraturen steg. Og steg. Og steg! Sveden løb i floder af mig under min uldne frakke og i Matas gik jeg simpelthen i panik over udvalget af gaveæsker, der var stablet i tårne så høje, at de var dømt til at vælte når man prøvede at finde de manglende priser.

Men nu er det overstået. Har netop tastet mit kortnummer ind hos Laserdisken og købt den absolut sidste julegave for i år.

Næste år vil jeg:
1. være i endnu bedre tid
2. købe alle mine gaver på nettet
3. have flere penge, så jeg ikke skal kigge på priserne

Thursday, December 04, 2008

Linselusen

....slår til i Skive Folkeblad. Se det fantastiske billede her.

Monday, December 01, 2008

December

Så blev det første december.
Jeg har sovet det meste af dagen væk, da den forkølelse, der har plaget hele resten af familien nu har indhentet mig ... ØV!

Har dog fået etableret en adventskrans og en kalenderlysdekoration - og overvejer om nullermænd kan gøre det ud for hvid jul, så jeg ikke behøver at gøre rent inden jeg får julegæster i weekenden....

Friday, November 28, 2008

Hjerternes tid

Dette smukke smykke har min gode veninde Sara lavet til mig. Hun har i flere år gået på smykkekursus og havde efterhånden lavet mere end hun selv kunne bruge. Og så blev jeg den heldige modtager af dette fanatstiske hjertesmykke, som er tilpas groft og alligevel fint til at passe til min smag.

I bytte er jeg i gang med det fineste sjal i ren alpaca-uld til hende. Sådan skal det være at have gode veninder....!

Thursday, November 13, 2008

Nissen flytter ind


Så er den første nisse flyttet ind hjemme hos mig.
Årets nisse fra Maileg er denne søde nissepige med røde runde kinder og en bagel i hænderne.
Hun står nu ene og alene og skaber årets første julestemning sammen med fyrfadslys og hyacinter, men snart får hun selskab af sine brødre og søstre, der har holdt en lang sommerferie ovenpå klædeskabet og sikkert glæder sig til at komme frem igen og lave sjov og ballade i december......

Monday, November 10, 2008

Royalt nyt

Endelig! Det vi har gået og ventet på siden det famøse bryllup den 24. maj er nu endelig en realitet. Kongehuset har netop her til formiddag meddelt at Prinsesse Marie og Prins Joachim venter sig. Fødslen forventes i maj.

Thursday, November 06, 2008

Love hurts.....

Min nyeste kærlighed er mine nyindkøbte (og dyre!) Angulus-støvler. Og som alle anden kærlighed giver de mig både glæder og sorger.


Glæder fordi jeg bliver helt glad inden i - bare af at kigge på det kobberfarvede skind.


Sorger fordi de - rent fysisk forstand - sårer mig. I dag kom jeg således hjem med en blodindsmurt strømpe..... HÅBER VIRKELIG at det går over med tiden!!!!!

Wednesday, October 29, 2008

Nu holder jeg nok en lille pause...

mens jeg koncentrerer mig om at blogge om kultur og det der ligner på min nye blog KULTURISMUS.

Det betyder dog ikke at denne blog dør, for det er stadig her jeg vil blogge om det mere private. Men man må ikke forvente alt for jævnlige opdateringer - og da slet ikke før jeg (forhåbentlig snart) får en ny computer, der bedre kan håndtere f.eks. upload af billeder.

Vi ses både her og på KULTURISMUS.

Thursday, October 09, 2008

Skøn formiddag

Sådan en formiddag, hvor jeg først skal møde til middag er helt fantastisk.
Jeg har kunnet sove helt til klokken 8, hygget med at spise lækker morgenmad og gå i bad....
Pakket til en hyggelig efterårsferie-weekend i Glerup....
Surfet lidt på nettet....
Blogget for første gang i mange uger.....
Lyttet til Sara og Adam på P3....
Og nu er jeg lige straks klar til at forlade lejligheden!

Wednesday, September 17, 2008

Når der går hul på en engel


"Når der går hul på en engel" er titlen på Pia Tafdrups debut-digtsamling fra 1981, men også cirka den oplevelse jeg havde langt ude i skoven ved Morud her til aften.
Jeg må jo indrømme at jeg ikke havde læst noget af Pia Tafdrup på forhånd, og at det var helt tilfældigt at det netop blev hendes oplæsnings-arrangement, der skulle skyde mit kulturformidlingsprojekt igang.
Jeg må også indrømme, at jeg generelt ikke har læst meget lyrik... Det er blevet til en smule Inger Christensen i forbindelse med mit ophold på Testrup Højskole, men ellers ikke.
Men efter i aften går jeg måske i gang. Pia Tafdrups digte var utroligt medrivende og med et fantastisk billedsprog, der virkelig kunne sætte nogle tanker i gang. Desuden fortalte hun rigtigt spændende om udviklingen, arbejdsprocessen og formen.
Vi var ikke mange tilstede i det lille lokale i Douglashuset, men det gjorde bare stemningen intim og familiær, så næsten alle kom til orde med spørgsmål og kommentarer, som Pia svarede beredvilligt på.
Endnu en gang oplevede jeg, at de store oplevelser ofte kommer når man mindst venter det - Pia Tafdrups nyeste digtsamling med Haikudigte "Boomerang" kommer sikkert på ønskesedlen til jul....

Kulturformidling

Så er jeg på vej til Morud (?) og Pia Tafdrup for at skyde mit kulturformidlingsprojekt igang.

Tuesday, September 16, 2008

Septemberbryllup

I fredags iførte jeg mig det store skrud, for det var dagen, hvor Kathrine og Jens skulle giftes i Haubro Kirke. Det var et smukt bryllup, hvor skyerne af og til skiltes og åbenbarede den septemberblå himmel - og den var netop grunden til, at de havde valgt at skulle giftes i september.
Brylluppet blev holdt langt ude i skoven på Rold Storkro, men bryllupskage, lækker mad og brudevals - så alt var som det skulle være.

Også de litterære indslag, som jo glæder en bognørd som mig. Vi fik læst op af både Saint-Exupery (præsten), "Hvor højt tror du jeg elsker dig" (Jens) og Højskolesangbogen (Svend).

Det var sjovt at være med til et bryllup, hvor jeg har stået på sidelinjen og set forholdet udvikle sig til, at det nu efter 10 år er et ægteskab og en familie....

Wednesday, September 10, 2008

Min indre bokser

Weekenden bød på møde i Portvinslogen med godt selskab, superlækker mad, gåtur på volden, drinks, rødvin, flere desserter og rigtig god portvin.
Og så var det jo, at Susanne havde fået en splinterny Nintendo Wii i fødselsdagsgave og den skulle jo indvies.
Jeg er bange for at de andre ikke kom helt så meget til, for jeg belv totalt hooked - helt bogstaveligt.

Boksning er MIN sport! Og jeg brugte det meste af natten på at slå forskellige macho-mænd virtuelt i gulvet. De andre så helt nye sider af mig, når jeg frydefuldt jublede over endnu en mand i gulvet....
Og nå, ja - så kom vi jo aldrig i byen, fordi de virtuelle eskapader tog overhånd og fortsatte til kl. 04....

So ein Ding muss Ich auch haben

Thursday, September 04, 2008

Det smukkeste sted i Danmark

For mig er det smukkeste sted i Danmark lige nu strækningen fra Svendborg til Ollerup (og videre mod Fåborg).

Monday, September 01, 2008

Så så man lige mig...

....Da jeg vil afslutte ugens gode kulinariske takter med et sidste ordentligt måltid i lørdags.
Der var købt ind til dejlig svampesuppe med kantareller og champignon, det hele havde simret med løg, boullion og FLØDE og det manglede kun at blive blendet til en cremet suppe.
Og det er jo derfor man har en lækker rød blender fra OBH....

Der er bare det ved den blender, at der står i brugsanvisningen, at man ikke må blende noget over en vis temeperatur - og der er også det ved blenderen, at jeg har et mislykket forsøg på suppeblendning bag mig. Men det afholder jo ikke en mad-entusiast fra LIGE at forsøge én gang til.

Resultat: AAARRRGGGGHHHH!!!!!!! Et split-sekund efter at min højre hånd havde drejet på knappen, mens min venstre var startegisk placeret på låget, piskede den kogende suppe ud til ALLE sider.
Det gjorde ikke sådan rigtigt ondt - i hvert fald ikke lige med det samme - så jeg stod totalt modløs og så på min svampesuppe, der sad på væggen, bordet, gulvet, skabene, alt hvad der stod på køkkenbordet (bl.a. en frugtkurv og mit brødlager). Det eneste sted, der ikke var noget, var i blenderen.
OG så begyndte det at gøre ondt..... Sådan rigtig ondt.

Var senere på aftenen i biffen med Anne med frosset viskestykke i tasken og McD-mad og panodil i maven.

I dag er jeg bare uklædeligt pink på det venstre håndled.

Thursday, August 28, 2008

Opdatering af LibraryThing

Her kan du se, hvad jeg bl.a. læser bøger om. Ved at klikke ryger du direkte over på min bogreol på LibraryThing, der netop er opdateret med 12 nye titler.
Og husk, at du altid kan se, hvad jeg har læst i sidebaren på min blog.

Niklas Mat

Louise henviser til ham på sin blog - og nu vil jeg følge op med at gøre det samme.

Zappede i aftes forbi det fantasktiske mad-program Niklas Mat med den svenske kok Niklas Eksted. I går lavede han vietnamesisk wonton-suppe, muslinger på den belgiske måde og en rigtig lækker dessert med friske bær, hvid chokolade, kokos og vanilleis.
Det fede ved programmet er, at det ikke kun er klassiks TV-køkken, men også madhistorie og madkultur. F.eks var Niklas i går selv med ude at høste muslinger og der var et længere indslag om netop madkulturens udvikling, hvor tre ældre damer fortalte om deres traditionelle retter, kommenterede nye retter og madvarer og sluttede af med at prøvesmage sushi.

Tjek selv Niklas' side hos SVT (her findes også den nok så berømte skånske kok Tina).

Tjek også Niklas på YouTube - her laver han kylling i ingefær (indrømmet, det er nemmere når der undertekster).

Wednesday, August 27, 2008

Orientalsk


Hurra! Fik også skøn mad i dag - dog var det ikke kogebogen, der gav inspiration, men lysten til noget med kokosmælk. Det blev til en hjemmekomponeret orientalsk-inspireret ret med kylling og kokosmælk.

Til 2 personer i en dag eller 1 person i to dage
2 kyllingebrystfileter, et lille bund forårsløg, 1-2 fed hvidløg, et lille stykke frisk ingefær, ½ stængel citrongræs, karry, 1 dåse kokosmælk, salt, citronsaft og basmati- eller jasminris.
Presset hvidløg, revet ingefær, banket citrongræs i mindre stykker og karry svitses i olie, forårsløg i cm-stykker tilsættes og svitser med et stykke tid inden kyllingefilet i tern tilsættes. Kyllingen brunes. Til slut tilsættes kokosmælk og det hele simrer til kyllingen er mør og risen er kogt.
Retten smages til med salt og citronsaft.
Serveres med f.eks. peanuts eller syrlig frugt i tern.

Tuesday, August 26, 2008

Skøn mad - hver dag

Lad det være sagt med det samme: jeg får IKKE skøn mad hver dag (men jeg får dog mad hver dag). I sidste uge investerede jeg (igen) i en ny kogebog - lad os så se om det denne gang hjælper på de gastronomiske udskejelser...
I dag gjorde det i hvert fald, da jeg faktisk lavede retten fra forsiden: lækre krydrede kødboller i tomatsovs, serveret med basmati-ris. Det tog ca. en times tid, men så er der også mad til fire dage, for der kom tre portioner i fryseren.

Lad os håbe de gode takter holder.

Monday, August 25, 2008

Lego og müsli - nu i 2.0 versioner

Hos Trine-Maria havde jeg læst om et sted, hvor man sammensætter sin egen müsli og så får det tilsendt i en unik pakke.
I dag fortæller Linda så om en lignende mulighed hos Lego, hvor man hos Lego Factory selv kan designe sine Lego-modeller og derefter selvfølgelig købe dem - leveret i en pakke man selvfølgelig også selv designer. Se en guide til Lego Factory her.

Friday, August 22, 2008

Bøger jeg har læst #2

Indrømmet: på trpds af, at jeg hylder mig selv som både grøn og miljøbevidst, så er jeg også stor fortaler for privatbilismen (altså bortset fra de andres - de burde lære at benytte de offentlige transportmidler).
På mine ture rundt i landet - og ofte til Svendborg - er der tit proppet lydbøger i CD-afspilleren. Hvad angår lydbøger kan man ikke vælge og vrage mellem vildt mange titler på biblioteket (især ikke hen over sommeren), så det giver mig lejlighed til at stifte bekendtskab med bøger og forfattere, jeg ellers ikke ville have læst.

Sidst har jeg hørt den socialrealistiske roman "Get a Life" af Vita Andersen om kvinden Amanda, der som barn blev fjernet fra en psykisk ustabil mor og en lunstnerisk far med hang til unge kvinder. Vi følger Amandas barndom både sammen med forældrene, på børnehjem og i familiepleje. I et andet spor møder vi den voksne Amanda, der nu er gift med jet-set ejendomsmægleren Thomas og sammen med ham har datteren Laura, som selvfølgelig skal have al den kærlighed Amanda ikke selv fik som barn. Desværre gengælder Amanda ikke hendes kærlighed og det hele ender noget anderledes end hun havde forestillet sig.

Tuesday, August 19, 2008

Bøger jeg har læst #1

Jeg læste den første Harry Potter bog, da jeg gik på Biblioteksskolen, og siden har jeg fået læst fire af de i alt syv bøger om den unge troldmands eventyr. Da den sidste bog udkom, ville jeg egentlig gerne med på Potter-bølgen igen, men syntes at de første bøger lå lidt langt væk i hukommelsen, så det krævede en genlæsning.

Den genlæsning havde jeg sat mig for skulle foregå i denne sommerferie og jeg har netop lagt 2'eren: Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer fra mig. Når det nu var genlæsninger, valgte jeg at læse dem på engelsk - og det er heldigvis gået meget godt (det skulle det jo også helst når 12-årige læser dem på engelsk).

Bøgerne er, som jeg huskede, spændende og godt skrevet - med en cliffhanger i slutningen af hvert kapitel, så man lige må have bare et til.... Jeg glæder mig allerede til Harry Potter og fangen fra Azkaban.

Monday, August 18, 2008

Exit Skanderborg

Nå, ja nu er det godt nok en uges tid siden jeg kom hjem fra Skanderborg, men den har stået på arbejde lige siden....
Sådan her så der ud på teltpladsen da vi forlod den mandag formiddag i sidste uge. Vores telt var hurtigt pakket sammen, men det var selvfølgelig lidt vådt. Det ligger nu og venter på tørvejr, så det kan pakkes ud og tørres.
Danmarks Smukkeste Festival 2008 var min første festival i 10 år (siden Nibe '98), men jeg er helt klar på at skulle afsted igen næste år. Da vil jeg da forsøge at få "hotelt-billet", så jeg kan indlogere mig i et opstillet telt tæt på festivalpladsen.

Signe og jeg hørte en masse musik: Hej Matematik, Aura, Thomas Buttenschøn (ikke lige min kop the), Gnags, Danser med Drenge, Magtens Korridorer, Otto Brandenburg Galla med bl.a. Simon Kvamm, Peter A.G., Nikolaj Lie Kaas, Rasmus Bjerg, Voca Loca og Gitte Hænning, Tina Dickow, Lenny Kravitz og TV-2, desuden hørte vi en del stand up, så og hørte De sorte Spejdere, hyggede i lejren, blev temmelig våde i styrtregnen torsdag, spiste masser af god mad og alt muligt andet.

Vi ses i Skanderborg i 2009!

Thursday, August 14, 2008

Malene sangen (vol. 2)

Hos Trine-Maria fandt jeg denne sjove video, der giver den forsmåede pige i Malene-sangen svar på tiltale

Wednesday, August 06, 2008

Skanderborg - here we come!

Der ses teltet, der skal danne ramme om Signes og min Skanderborg Festival.

Regntøj og gummistøvler ER pakket, så nu glæder jeg mig til at komme afsted og bl.a. høre L.O.C., Lenny Kravitz, Aura og TV2.

Sunday, August 03, 2008

Kulturnyt

På en doven søndag, hvor temperaturen er sænket ca. 10 grader siden sidste uge, er det oplagt at kigge på kunst.

Planen havde egentlig været en tur til Kerteminde, men det kom jeg for sent op til, så jeg holdt mig til det lokale og tog en tur på Brandts, hvor jeg vidste der er en fin udstilling med den tyske kunstner Tim Eitel.

Jeg havde læst om Tim Eitel (f. 1971) i Bo Bedre, hvor han bl.a. blev nævnt i sammenhæng med vores egen Allan Otte. Og jeg blev straks fanget ind af det realistiske univers.

På Brandts udstiller Tim Eitel for første gang solo i Danmark - og det er en rigtig fin udstilling med malerier i STORE størrelser samt helt små malerier. Motiverne er hverdagsagtige motiver fra den verden vi alle sammen bebor (udstillingen hedder da også Die Bewohner).

Mange af motiverne er ret dystre og holdt i mørke og grålige farver.
Jeg blev især grebet af dette lille maleri (ca. 15 x 15 cm) med titlen Revolte.
Heldigvis er der også plads til overraskelser når man går på museum - og sådan en overraskelse var udstillingen med den kinesiske kunstner Huang Yong Ping. 9 værker, som mest af alt kan benævnes som installationer, er udstillet på Brandts. De er alle kommentarer til samtiden og fortiden. Ping trækker på forskellige religioner og kendte kulturer og kulturfænomener i sine værker - og flere af dem har klart politiske budskaber. F.eks. et næsten ubeskriveligt lille værk med en globus foldet ud som en spiral. På denne væginstallation er der stukket nåle ind, der viser fremtidige naturkatastrofer. Pings tematikker kredser også omlring arkitektur og magt.

Inden for den næste måneds tid har jeg planer om at besøge Designskolens afgangsudstilling på Trapholt og seperatudstillingen med Allan Otte på SNYK/Skive Ny Kunstmuseum.
Die Bewohner / Tim Eitel på Brandts til den 31. august
ping pong /Hunag Young Ping på Brandts til den 21. september
Allan Otte på SNYK til den 24. august
Designskolens afgangsudstilling på Trapholt til den 17. august

Tuesday, July 29, 2008

Undskyld

Bloggen står lidt stille - lissom luften udenfor, hvor der er 30 graders varme. Computeren er kun sjældent tændt. Her i sommerferien deles tiden mellem mit sjove arbejde i Svendborg, haven i Glerup (som er en smule mere lækker at opholde sig i end haven i Odense), masser af sociale aktiviteter med veninderne rundt om i landet og BØGER! Altså totalt lav-teknologiske og off-line aktiviteter, som jeg nyder i fulde drag.

Det er skønt at kunne gå i gang med en ny bog, så snart den sidste side er vendt (juli har budt på "Under en strålende sol" og "Harry Potter and the Philosophers Stone"), det er skønt at gå i biffen og se "Mamma Mia" (med det store smil på) og bagefter sidde på Gertruds og drikke rosé til kl. 01, det er skønt at være til polterabend og tilbringe en hel dage med den kommende brud - Kathrine, det er skønt at plukke bær til rødgrød, som kan nydes om aftenen med god fløde fra Thise, det er skønt at tale med masser af mennesker på Svendborg Museum, det er skønt at læse godnathistorie for Sune og derefter falde i søvn i tipi'en, det er skønt at gense Matador på DVD, når varmen blive for ulidelig, det er skønt at danse til Aqua i regnvejr, det er skønt at have sommerferie.....

Så tilgiv mig, at jeg ikke blogger!

Saturday, July 19, 2008

Sys Bjerre

På road-trip med "Pigerne fra Gugvej" kan talen falde på lidt af hvert. Midt i den imponerende fuchsia-have på Egeskov Slot faldt talen således på billeder og videoer på nettet og linjen "... hvis du googler Funny Dick kan du finde dem på Yahoo..." poppede op i mit hovede.

De andre kendte ikke Malene-sangen med Sys Bjerre, så jeg lovede at finde den til dem. Og her er den så på Sys' MySpace-profil. Jeg er helt vild med det syrede hævnunivers, som ligger langt uden for, hvad jeg nogensinde ville kunne få mig til (men som man vel altid kan drømme lidt om;-)
Jeg har dog på fornemmelsen, at sangen hurtigt når kvalmegrænsen.... Men hør den og GRIN.

Total Hausfrau - part II

Er man mon blevet gammel eller bare voksen, når følgende udsagn fra en gigtplaget mor:
"Der er masser af bær, men de bliver vist ikke plukket i år..."
udløser følgende tanker i mit 30-årige hoved:
"Det går virkelig ikke! De kan da ikke bare hænge der, de skal da udnyttes..."
hvorefter man senere samme dag ser mig i bedste moster Tulle-stil plukke ikke mindre end 4 (FIRE) kilo solbær, skylle, nippe og rense dem, fylde i poser og i fryseren?

Thursday, July 10, 2008

Total Hausfrau

Den danske sommer er jo så dejlig, så derfor holder jeg og "holdet fra Gugvej" forlænget weekend i Svendborg fra fredag til mandag.
Og Hausfrau, som jeg jo er, må jeg jo lige garnere sådan en tur med lidt hjemmebag. Derfor har eftermiddagen stået i bagningens tegn og der er nu en god portion choko/mandel-cookies klar og der er pølsehorn i ovnen.
Desuden futtede jeg da også lige en tur i Suzukien ud i Rosengårdscenteret for at indkøbe øl, cider og frugt (som om man ikke kan købe ind i Svendborg), så vi ikke kommer til at vandsmægte....

Sara og jeg drager afsted i morgen og de to andre indhenter os så på lørdag. Weekenden kommer så nok til at stå på slotte, sladder, shopping, spil og lækker mad.

Monday, July 07, 2008

Thomas Winding

Jeg vidste godt at Thomas Winding var syg, men alligevel var det trist at høre i nyhederne i lørdags, at han nu er død.
Det er jo lidt ligesom om, at barndommens stemmer er død.
Hvis man gerne vil genhøre hans stemme, så ligger der et par klip fra en dokumentarfilm på Youtube. Bl.a. dette, hvor Thomas fortæller om forskellige billeder:


Desuden kan jeg helt klart anbefale CD'en med ham og Alberte, som de lavede sammen for et par år siden: "Sludder og vrøvl gamle jas", som er fantastisk musik og fortælling for børn (i alle aldre)

Wednesday, July 02, 2008

Jeg er høj!

Ikke på stoffer eller i centimeter, men høj af mit arbejde.

Jeg har selvfølgelig nydt at vise skoleklasser rundt i fattiggården, men det kan ikke måle sig med dagen i dag, hvor der var ikke mindre end 6 børn og 7 voksne, der var med til den gratis omvisning i fattiggården kl. 11. Det blev selvfølgelig en lidt sjov blanding, når der både skulle tales til 7-årige og midaldrende, men det er en rigtig skæg udfordring.
Imens jeg viste rundt kogte Kirsten boghvedegrynsvælling og smurte fedtemadder - og sørme om vi ikke havde omkring 25 til spisning (+ personale) i de par timer det stod på. Folk ville meget gerne snakke, spørge, lytte og fortælle. Bedstemødre var der med teenagebørnebørn og der var en helt flok meget interesserede nordmænd.
Jeg havde helt glemt, hvor dejligt det er at stå foran "et publikum" - men jeg følte mig lidt som en cirkushest, der lugter savsmuld.... Og jeg er allerede begyndt at føle at Svendborg Museum også er MIT museum og at forsorgshistorien også er MIN historie, som jeg gerne vil udbrede og formidle.
Herlig dag!

Tuesday, July 01, 2008

Boghvedegrynsvælling

Så er sommerferien startet - men det er jo en sommerferie, hvor jeg i juli skal arbejde to dage om ugen på Svendborg Museum. I dag kom der ingen besøgende til omvisningen i Jubilæumsudstillingen.
Lad os håbe det bliver bedre i morgen, hvor der er omvisning i Forsorgsmuseet kl. 11 og kl. 12-14 kan man nyde en portion boghvedegrynsvælling og en dejlig fedtemad i mændenes spisestue.

Friday, June 27, 2008

Blogosfæren

Midt i eksamensskrivningen er surf (altså den form der ikke kræver andet end internetopkopling, mus og tastatur) blevet min yndlingsoverspringshandling. På mine ture på nettets bølger falder jeg af og til over nogle skægge ting, bl.a. disse to blogs, som begge er et besøg værd:

Thursday, June 26, 2008

Det smukkeste marked...

...og elevudstilling på Skals Håndarbejdsskole.


I fredags var Sara og jeg på udflugt til Skals. Hvert år afholdes der elevudstilling på håndarbejdsskolen, hvor man kan se, hvad de dygtige og kreative elever har fået ud af deres højskole-ophold. Og det er ikke småting.

Og dog - på dette billede ses nogle af alle de flotte raku-smykker, der var udstillet. jeg var helt fantastisk forelsket i disse ørestikker, ligesom jeg forøvrigt også var i meget af det andet.

Der var syet, strikket, filtet, vævet, lavet keramik, broderet, malet og alt mulig andet - og det hele med allerstørste perfektion.
Jeg ville ønske, at jeg havde noget af den tålmodighed, som disse unge piger uden tvivl må besidde, for at kunne sy selskabskjoler, brodere sengetøj, lave smykker og keramik - som faktisk ser ud af noget...
Heldigvis var der i år et kunsthåndværkermarked tilknyttet udstillinge, så det man ikke selv kan lave kunne købes. Det blev til et dejligt krus med blå 15-dages kyllinger i størrelsesforholdet 1:10 og en broche med aftryk af et stankelben.
Da dagen var vd at være slut fik Sara og jeg vendt verdenssituationen over pølsehorn, mazariner og kaffe og the i udstillingesn cafe.

Tuesday, June 24, 2008

Sankt Hans

Sankt Hans blev fejret med varm kakao i Glerup - det var ligesom det vejret indbød til.

Monday, June 23, 2008

Hampen Sø

Jeg tilbagelægger ofte strækning Odense-Glerup, og på den tur kommer jeg forbi Hampen Sø. Der er altid fyldt med biler på parkeringspladsen, men først i fredags tog jeg mig sammen og svingede ind forbi. Jeg spiste min frokost på en bænk ved søbredden og det var en dejlig pause, hvor sol og skyer skiftedes til at dominere himlen. Lige omkring p-pladsen var der måske ikke meget at se på, men jeg er sikker på at en rask tur rundt om søen byder på meget mere.

Måske stopper jeg der snart igen.

Wednesday, June 18, 2008

Svendborg Museum



Den 15. maj startede jeg i et job som omviser/formidler på Svendborg Museum. Min første og primære arbejdsopgave er omvisning i museets forsorgshistoriske afdeling, som har til huse i Svendborg Købstads Fattig- og arbejdsanstalt fra 1872. Her kan man se, hvilke forhold fattig- og arbejdslemmerne levede under.
Jeg har ind til videre haft 4 omvisninger alene for skoleklasser af varierende alder og en enkelt for en ældre-udflugt.
I tirdags var jeg så publikum til en omvisning i Anne Hvides Gård - det smukke hus på billedet, som faktisk er Svendborgs ældste bevarede verdselige bygning fra ca. 1560. Museet har 100 års jubilæum i år og det fejres selvfølgelig med en jubilæumsudstilling. Der er gratis adgang til denne udstilling og i hele juni, juli og august vil der desuden være omvisning hver tirsdag kl. 14. I juli måned varetager jeg også disse omvisninger.
Om onsdagen vil man kunne møde mig i fattiggården, hvor der er gratis omvisning og smagsprøver fra fattiggårdens køkken.
Så skulle man komme til Sydfyn i løbet af sommeren, så synes jeg absolut Svendborg Museum er et besøg værd.
Vil man vide mere om Svendborg Købstads historie, så klik ind på Svendborghistorie.dk

Tuesday, June 17, 2008

Librarything

Jeg genopdagede lige Librarything, som var en af de mange web 2.0-ting vi fik præsenteret, da jeg sidste forår og sommer var med i bibliotekets "23 ting".
Kort fortalt er det et virtuelt bibliotek, hvor man kan oprette sig som bruger og så tilføje sine egne bøger - både dem man har læst og dem man ønsker at læse. Man kan finde lang de fleste titler i Det Kongelige Biblioteks base, så det er ikke ret besværligt at tilføje en bog. Når bogen er tilføjet kan man tilføje lige så mange tags (emneord) som man ønsker, rate bogen med 1-5 stjerner og skrive en lille anmeldelse. På den måde kan man holde styr på, hvad man har læst. Men hvad der er endnu sjovere, og som er det der gør det til en web 2.0-ting, så har man mulighed for at se om andre har læst den samme bog og hvad de i så fald syntes om den.

Jeg synes til tider Librarything er lidt tung at bruge, men jeg vedbliver alligevel med at vende tilbage med jævne mellemrum. Det skyldes selvfølgelig at jeg er bognørd og også særdeles facineret af diverse web 2.0-teknologier.

Og selvom Librarything ikke fungerer optimalt (i mine øjne), så synes jeg alligevel bibliotekerne kunne lære meget her. Det er bemærkelsesværdigt så mange brugere, der faktisk har lyst til at tagge og rate bøgerne - en lyst der kunne udnyttes i katalogen. Jeg ved godt, at det langt fra er en ny tanke, men så kan jeg ikke forstå at bibliotekerne ikke kommer igang. Men det er nok den berømte faglige stolthed, der er på spil her....

Hvis man vil se, hvilke bøger jeg har læst, så kig i den venstre sidebar og scroll godt ned i bunden. Så finder man et tilfældigt udvalg af mine bøger fra Librarything.

Saturday, June 14, 2008

Gamle tøs

I disse dage for ti år siden gik jeg også til eksamen - dengang var det min studentereksamen. Jeg ved med sikkerhed, at jeg var oppe i matematik og dansk - om den tredje var historie eller samfundsfag står lidt mere uklart for mig.
Men sikkert er det, at jeg blev student og i en uges tid ikke troede, at man kunne opnå noget større her i livet....

At det i disse dage er ti år siden 3.X svedte ved den grønne dug, skal fejres, så i eftermiddag skal vi mødes hos Kathrine og Jens. Jeg har hørt at vi bliver ca. 15 og det der da vist meget flot. Det skal nok blive fornøjeligt....

Thursday, June 12, 2008

Rodet? Hvem? Mig?

Et ekstra værelse ville virkeligt være dejligt, når det er eksamenstid. Som jeg har det nu må stuebordet fungere som både arbejdsbord og spisebord - og sådan her ser da altså ud når der arbejdes.
Jeg er så småt kommet i gang med min opgave om de 7-10 åriges brug af det virtuelle mødested Habbo.dk. Der findes masser af undersøgelser om, hvad teenagerne laver når de mødes virtuelt og hvorfor de gør det. Men ingen har rigtigt undersøgt, hvad der få de mindre (tweens) til at bevæge sig ind på f.eks. Habbo.dk - et sted som faktisk slet ikke er lavet til dem. Det har jeg så sat mig for at undersøge - og det har jeg al for lidt tid til. I dag har jeg haft gang i baggrunden og teorierne (bl.a. placemaking), i morgen gælder det empiri-indsamling. Jeg skal til Herning og lave et interview med en ivrig 7 årig bruger. Det er jeg ret spændt på.
Indtil da fortsætter jeg med at rode ;-)

Tuesday, June 10, 2008

Ud at se med DSB

Jeg havde en fin oplevelse, da jeg i søndags skulle med toget fra Næstved til Odense. Det må ellers sige, at jeg ikke var venligt stemt, da turen den modsatte vej dagen før ikke havde været uden forhindringer (vi var få minutter forsinkede da vi nåede Ringsted, hvor Sara, Karina og jeg skulle skifte til toget til Næstved. Men vi var ikke urolige, da vi i højtaleren fik at vide, at toget ventede på os - MEN det gjorde det selvfølgelig IKKE. En time skulle slås ihjel i Ringsted, men man skulle tro, at Karina har erfaring med den slags, for hendes kommentar var: "Der er altid en Bodega overfor banegården" - og selvfølgelig var der det, så vi fik en øl i solen og vendt verdenssituationen).

Turen hjem gik mere problemfrit - og var faktisk rigtig hyggelig. Jeg plejer altid at sidde i hvilekupé, men da Sara og jeg igen skulle følges var det jo ikke en mulighed. Så vi fik os mast ind midt i en vogn, hvor der var to pladser. Lidt upraktisk var det dog, da vi på vejen måtte passere salgsvognen med vores store kufferter, men det gik også. Jeg kommenterede overfor Sara, at jeg nok fik brug for hjælp til min kuffert (underforstået af hende) og det tog en ung mand straks som en opfordring og fik min kuffert bugseret på plads. Så gik der lidt tid med hyggesnak, læsning osv. indtil der pludselig var en mand, der skulle sidde på Saras plads - eller var det mon den ved siden af - jo det var det vist, men pigen der var ved at se film på sin PC og ville helst ikke flytte sig. Det var også lige meget, for hun havde også en plads, det var bare ikke den hun sad på - og så kunne han jo bare sidde på den. Resultatet blev at Sara måtte flytte over på den anden side af gangen (til den flinke unge mand), hvilket igen resulterede i, at hun fik forstyrret en dame med en hund. På en eller anden måde lykkedes det også mig, at få flyttet mig - og så blev der plads til manden med pladsbilletten. Da vi endelig allesammen var kommet på plads, var det så han gerne ville låne en kuglepen, så han kunne gætte kryds og tværs - og det fik han liv til, men kun til Odense.
I Nyborg skulle ham den flinke af, men han var nu kommet til at sidde inden for Sara, der var faldet tungt i søvn - så hun måtte vækkes, hvilket hun blev ret forskrækket over. Og så var der jo ikke langt til Odense, hvor vi begge skulle af. Og så var der lige det med kufferten igen... Heldigvis var ham med kuglepennen ligeså hjælpsom som ham den flinke og kufferten kom ned. Så var der kun tilbage igen at forcere damen med salgsvognen inden vi stod på perronen i Odense... Jeg tror jeg vil til at rejse noget mere med DSB - og så ikke i hvilekupéen, der for det meste er meget stille og slet ikke nær så festlig, som resten af toget.....

Monday, June 09, 2008

FÆRDIG

Et stk. eksamensopgave liger nu klar i tre eksemplarer. Klar til at blive afleveret på UNI i morgen... Skønt!
Det betyder, at jeg så småt må igang med at kigge på min næste opgave om Habbo.dk og de 7-10 åriges brug af denne side.

Monday, June 02, 2008

Boblen

Der er noget jeg ikke kan. Ja, det er der faktisk!
Jeg kan bare ikke det der med at lukke mig inde i en "boble" og så bare lukke alt andet ude, mens jeg f.eks. læser et offentligt sted.
Jo, nogle gange hvis det er RIGTIG god skønlitteratur (eller her mener jeg faktisk ikke god, men middelmådige pageturnere). Men det går bare ikke med faglitteratur. Jeg slæber det med mig alle steder hen: i toget, i venteværelset hos lægen, i kantinen og ud i haven. Men det ender ens hver gang: siderne vil ligesom ingen ende tage.
Jeg har prøvet med iPod, men jeg kan heller ikke læse til musik, så det hjælper ikke meget.

Åh, hvor ville jeg nogle gange ønske, at jeg kunne lave "boblen".

Thursday, May 29, 2008

Stemningsbilleder fra Stockholm

Som bekendt var Læseklubben i Stockholm i Bededagsferien. Det var en rigtig fin tur, der bød på gode oplevelser af kulturel, kulinarisk og venskabelig art...
Stockholm viste sig fra sin smukkeste side med et fantastisk højtryk, solskin og blå himmel. Desværre var temperaturen ikke fulgt med, så det var først den sidste dag vi kunne sidde ude og spise frokost. Nedenfor følger et par snapshots fra turen.

Gamla Stan er et fantastisk sted med sine små "gränder", som vistnok betyder gyder. Her er antikviteter, brugskunst, second hand og turistfælder - og utroligt smukt og stemningsfyldt.

Stadshuset var på min "must-see-liste". Desværre nåede jeg det kun udefra, da den sidste rundtur fredag foregik på kinesisk - så jeg valgte at springe over. Nogle af de andre så det om lørdagen (hvor jeg havde andre planer i mit stramme program) og det havde været en oplevelse. Bl.a kunne de fortælle, at tårnet lige præcis er et par meter højere end tårnet på Københavns Rådhus, fordi svenskerne VILLE overgå os.

Men det var også fint at se Stadshuset udefra, for det var fint udsmykket...


Og det jeg så nåede i stedet for var bl.a. at se Astrid Lindgrens Junibacken, der er et slags museum, legeplads for nordisk børnelitteratur. Her kunne man møde Mumitroldene, Mor Muh, Peddersen og selvfølgelig de kendte og elskede figurer fra Astrid Lindgrens verden. Hittet her var klart den 11 minutter lange (korte) tur med Sago-toget, som førte os igennem flere af Lindgrens bøger bl.a. Emil, Ronja, Grynet og ikke mindst Brødrene Løvehjerte, der efterlod tårer på de fleste kinder....

Udenfor kunne vi så muntre os med at agere figurer fra Pippi Langstrømpe. Inger har simpelthen vajgt at være Pippi, mens Louise har valgt at være en af de lidt tumpede politibetjente.



Mellem alt det var der selvfølgelig også tid til bare at gå rundt og nyde byen og det spirende forår, som her i Kungsträdgården.



Friday, May 23, 2008

Snart sommer"ferie"

Om 1½ time starter semesterets sidste undervisningstime....
Men inden det bliver ferie er der lige to ekamener mere der skal overståes: en uge-eksamen i teoretisk seminar + en fri skriftlig opgave i mit valgfag om online-verdener. Så der går altså mere end en måned inden jeg for alvor kan kalde det ferie.

Og så kalder pligten på fattiggården i Svendborg, hvor jeg har været så heldig at få job som formidler. Så kommer man på de kanter i løbet af sommeren kan man måske møde mig i 1800-tals-kostume....

Wednesday, May 21, 2008

Så kan sommeren bare komme an


Så fik jeg endelig nye havemøbler - med lidt hjælp fra den vanlige sponsor og en meget sød fyr i Biva...


...Han virkede slet ikke som om han synes jeg var dum, da jeg helt oprigtigt troede at mine nye møbler kunne være i en Suzuki Alto (den er jo lille men rummelig).


I dag kom fragtmanden så med dem og jeg synes virkelig de pynter i den meget frodige have.


PS. Far, jeg kører selv på genbrugspladsen med embalagen....

Tuesday, May 20, 2008

Romantik i luften...

...Dog ikke på det personlige plan ;-)
Men mellem Joachim og Marie.
Det vil Susanne, Marie, Marianne og jeg fejre på lørdag - samtidig med at vi holder stiftende generalforsamling i "Portvinsklubben".

Jeg skal igang med oprydning, rengøring, planlægning, indkøb, bagning, madlavning osv.
Det bliver top-hyggeligt....

One down - two to go...

Var til semesterets første eksamen i dag.
Faget var Historisk Seminar. Formen var mundtlig - uden forberedelse. Temaerne var: Ægteskab og kærlighed i Jane Austens "Stolthed og Fordom", lov og ret i "Det store Natmandskomplot" og sidst men ikke mindst: fascination af østens mystik versus xenofobi i dansk kultur.
Og resultatet blev: 10.

Det hele blev fejret med frokost på Druen og Bønnen (det bliver snart en vane).

Thursday, May 08, 2008

Længe siden sidst

Men jeg er eksamensramt - og ramt af så meget andet.
Billederne fra Stockholm skal nok komme - jeg ved bare ikke hvornår....

I dag har jeg dog været rigtig aktiv - startede dagen med en løbetur i det dejlige solskin. Og så er dagen ellers brugt til læsning. Der er kun 11 dage til semesterets første eksamen - som er mundtlig og uden forberedelse. Så der bliver læst om emotionalitet, ægtesakbslovgivning i romatikken, mikrohistorie (igen) og arabisk kultur.

Så bebrejd mig ikke, hvis der går lang tid mellem indlægene.

Monday, April 21, 2008

Hjemme igen...

Tre dage er Stockholm er gået godt og hurtigt. Ramte Odense i går aftes - og har faktisk fået pakket ud.
Billeder fra turen følger senere, for dagen i dag er gået med 5 timer på uni med masser af inspiration til karrieren (og et enkelt visitkort).
Og så er det muget ud på matriklen, for der er spildag med nogen af pigerne fra holdet i morgen. Og de skulle jo helst ikke få allergi-anfald af at besøge mig...

Wednesday, April 16, 2008

Rundt på gulvet

Jeg ved ikke hvad der går af mig. Jeg er helt rundt på gulvet og prøver at skrive en ansøgning, klare nogle eksamensforberedelser, se Desperate Housewives, lave aftaler om en fodboldkamp på onsdag, lægge vasketøj sammen, pakke til Stockholm, SMS'e og alt muligt andet.
Det er nok ikke den rigtige strategi...
Glæder mig til jeg sidder i toget i morgen eftermiddag....

Tuesday, April 15, 2008

Stockholm - here we come

Jeg er så småt ved at gøre mig klar til tre dages kultur-tur til Stockholm med Læseklubben.


Vi letter på torsdag og har så tre overnetninger i Stockholm. Dagsprogrammerne bliver pakkede, da vi alle har idéer om, hvad vi gerne vil se. Men der skal sikkert ses på biblioteker, kunst, børneforlystelser, Vasa-skibet, Gamla Stan, Djurgården, Stadshuset og alt muligt andet.





Det ser ud til, at vi bliver heldige med vejret:

Kilde www.dmi.dk

Monday, April 14, 2008

Min "nye" lillebror


Jeg kan faktisk ikke huske præcis hvornår Jensen blev en del af vores familie, men nu kunne jeg ikke forestille mig et besøg i Glerup uden den dejlige glade hund...



Strikkelise


Strikkepindene gløder i hænderne på mig. Når jeg om aftenen smækker benene op og hygger mig med serier, dokumentar, film og nyheder er det næsten altid med et strikketøj i hænderne.


På det sidste er det mest blevet til lidt strømper og andre småting, for det har været smår med garn. Heldigvis lokkede jeg i weekenden min sponsor (mor) med på garnindkøbstur. Og nu er en herlig, farverig forårstrøje på pindene. Det er tynde pinde og der er farveskift på hveranden pind, så det går ikke vildt hurtigt. Men det gør ikke noget... Så strækker glæden ved processen så meget længere!
I weekenden fik jeg desuden monteret denne søde isblå babytrøje (der er allerede fundet en lille aftager til trøjen). Garnet er købt hos Henrichsens Uldspinderi i Skive. Det er et herligt sted, hvor duften af lanolin står imod en når man åbner døren til spinderiet. Op af en stejl hønsestige ligger den lille butik, der har uld i alle afskygninger... Helt sikkert et besøg værd!




Wednesday, April 09, 2008

Besværligt!

Der lægges nye vandrør i gaden, hvor jeg bor. Det er altså ret besværligt.
F.eks. må jeg nøjes med et minimum af plads når bilen skal ud og ind af indkørslen. Det i sig selv er ikke så galt. Værre er det, at der ofte står et par mænd i orange tøj og er tilskuere til mine små køreture. Heldigvis er jeg vant til den snævre plads fra indkørslen i Skt. Mogensgade, men alligevel er jeg ikke helt tilfreds....
Desuden skal jeg så i morgen undvære vand det meste af dagen. Derfor skal jeg HUSKE at tappe lidt vand i flasker i aften.

Thursday, March 27, 2008

Fridag

Torsdag er fridag. Fridag er måske så meget sagt, for læses skal der jo ALTID. Men i hvert fald en dag, hvor man kan sove længe (og det gør jeg!) og tage tingene i et adstadigt tempo.
I dag startede jeg dagen med nybagte brusebadsboller og smoothie:

1 banan
½ mango
1 spsk honning
Et par dl mælk
Mango og banan deles i mindre stykker og det hele blendes godt.
Uhm! Perfekt, hvis man har svært ved at nå op på 6 stykker frugt dagligt!

Wednesday, March 26, 2008

Påske

Nå, ja: påsken er jo slut nu. Men der har overhovedet ikke været tid til at skrive, for familien Jensen holdt Matador-maraton. 24 afsnit på 5 dage! jeg kunne faktisk ikke helt huske det hele, så det var godt at få det genopfrisket (omend jeg er sikker på at man i dag ville kunne fortælle historien om Korsbæk på 12 afsnit eller mindre).

At sidde foran fjernsynet til dansk-sproget, langsomt TV-drama gav tid og mulighed for masser af håndarbejde. Faktisk er jeg begyndt at løbe tør for garn, men jeg har masser af ideer, så der må nok snart "provianteres".




Påsken gav også mulighed for masser af god, langsom mad. Bl.a. en rigtig god majs-kylling med hjemmelavet agurkesalat og rabarberkompot af nye rabarber fra haven. Og ingen påske uden lam....




Matador var heller ikke det eneste kultur, der blev plads til. Jeg havde besøg af Marie og skærtorsdag tilbragte vi et par timer på Fyns Kunstmuseum. Det er en oplevelse at gå på kunstmuseum med Marie, fordi hun ved SÅ MEGET. Både om kunstnere, stilarter, perioder og de historiske og religiøse motiver. Det er skønt at kende en som hende!


Monday, March 17, 2008

Og så blev jeg ked af det...

...Da jeg kom hjem fra København for at finde mit havebord STJÅLET.
Selvom det ikke er noget stort, så kunne jeg straks mærke den der følelse af vrede mod dem, der ikke har respekt for andres ting. Jeg genkendte følelsen fra den dag for mange år siden, da min fine dørkrans forsvandt fra lejligheden på Vesterbrogade, da vi havde indbrud i bilen, da grillen blev stjålet i Herning og da mine lyskæder blev klippet over i Ringkøbing.
Hvad bilder folk sig egentlig ind?

Saturday, March 15, 2008

På vejen igen....

København kan ikke slippe taget i mig. Om et par timer er jeg igen på vej med toget fra Odense til København. Denne gang til møde i Læseklubben.

Det kan blive helt fagligt, for togturen skal bruges til feltobservationer. Vi har fået en hjemmeopgave i påskeferien: observer brugen af mobiltelefoner og skriv feltnoter. Vi er i gang med 3x4 timers metodekursus på studiet. I næste time står den på interview-øvelser.

Men tilbage til København. Der er møde i Læseklubben i eftermiddag og derefter film og cafébesøg. Jeg ved ikke hvor mange der kommer - det plejer at variere fra 3-8 ud af de 10/11 medlemmer vi er. Den kommer sikkert til at stå på masser af bogsnak (det er jo lissom formålet), men også alt mulig andet snak. Måske også om turen til Stockholm, der foregår om en måneds tid.

Wednesday, March 12, 2008

Weekend i hovedstaden...

Hvorfor har jeg egentlig en lejlighed i Odense? Det spurgte en af mine medstuderende om i sidste uge. Bare fordi jeg havde været i Aalborg, Glerup, Herning og Holstebro - og altså var på vej til tøsehygge med Susanne og Marie i København.

Det var skønt at shoppe med Susanne. Hun ved, hvor alle de rigtige butikker ligger, så vi var i Munthe + Simonsen, Day Birger et Mikkelsen osv... Ikke at der skulle købes noget, men man kunne jo godt blive lidt inspireret. Skal jo bl.a. til bryllup til efteråret.

Jeg nøjedes med en ret almindelig bluse i Nøgaard på Strøget..

Og så var der afternoon-tea på Perchs The-salon. Susanne og jeg flottede os med den helt store champagne ceremoni - og det fortrød jeg ikke.

Aftenen bød på lækker, sund og økologisk mad, drinks, mere champagne, rødvin og Baileys.
Og så masser af snak! Som vi da snakkede! Vi kan ikke altid blive enige, men det gør slet ikke noget, for snakkene er gode - og måske får man åbnet øjnene for andre synspunkter end lige dem man går og har til hverdag.

Jeg forstår ikke hvor for vi tre ikke er mere sammen, men geografien spiller nok ind.

Tuesday, March 04, 2008

Don Pasquale og To Verdener

Der har været kulturelle oplevelser på programmet de sidste par dage.
I går var det operaen, der stod for skud. Et supertilbud med rundvisning bag kulisserne, lidt om forestillingen og til slut godt 2 timers intens forestilling om den giftelystne Don Pasquale, der får kamp til stregen, da der spindes rænker og de to unge elskende får hinanden til slut.

Det var meget spændende at komme rundt i et lille storbyteater, som Den Fynske Opera er. Det er ikke fanatstiske rammer vi tilbyder kunstnere i dagens Danmark - f.eks. ét toilet til ALLE medvirkende i forestillingen - og en operachef, der står for forplejningen...
I lokalerne på Filosofgangen har også teateret Momentum og børneteateret Skægspire til huse. Og også teaterchefen fra Momentum viste rundt og fortale om deres forestillinger og arbejdet med at søge penge og frivillig hjælp.

Ja, som man nok kan høre er det de 1½ times rundvisning, der gjorde størst indtryk på mig...

Idag var vi flere fra holdet, der var inde og se Niels Arden Oplevs nye film To Verdener om en ung piges svære valg mellem Jehova og kærligheden. Stærk film om et meget aktuelt emne, da jeg sagtens kan overføre det på andre religioner også. Det er tankevækkende, at man som 17-årig kan træffe et sådant valg - for valget er klart: Følger du ikke den rigtige vej, så er der kun udstødelse og dermed overhovedet ingen kontakt med familien. Det kan ende med at blive en temmelig ensom tilværelse...
Jeg tror jeg skal tænke lidt mere over den.

Tuesday, February 26, 2008

Linselus

Anledningen er måske ikke så sjov (stort frafald på SDU), men i hvert fald blev jeg og mine studiekammerater brugt i indslaget om dette emne på TV2-Fyn her til aften.
Vi fik ikke lov til at sige noget, men sidder bare og ser kloge ud.

Se hele indslaget her.

Monday, February 25, 2008

Kulturen nu på DR2 (part 2)

En times kultur fra 18-19 (måske ikke primetime, som jeg fejlagtigt skrev går, for selv havde jeg travlt med at koge pasta, lave tomatsovs, rive parmesan osv. - og det gælder nok ikke kun mig en søndag aften mellem 18 og 19.

Men hvordan var det så? Jeg var ikke imponeret, men heller ikke decideret skuffet. Programmet kom omkring teater i Århus og København, film, bøger og udstillinger (så vidt jeg husker). Meget af baggrundsmaterialet var genbrug fra f.eks. Deadline og Smagsdommerne, men med DR's trængte økonomi in mente er det helt OK.

MEN når indslagene er genbrug, så betyder det også, at flere af begivenhederne/fænomenerne havde været omtalt tidligere på DR. Selvfølgelig kom de her i en anden indpakning, men alligevel...

OG selvfølglig var der bøger og film, som kan ses, købes, lånes over hele landet, men ellers var der kun ét vestdansk indslag om maratonforestillingen "Gregersen-sagaen" på Århus Teater. Hvis vi vil nyde Hamlet, Cezanne eller den franske graffiti-kunstner Zeus, så må vi til Sjælland.

DESUDEN var jeg ikke videre begejstret for scenografien, som var meget DR2-agtig (jeg synes ofte man bare ved at se på scenografien ved, at nu er man zappet over på DR2).

OG når jeg nu er ved det: så var jeg heller ikke begejstret for boksene med "Kulturguiden anbefaler", som i mine øjne ikke hører til i TV-mediet. De hører til i et ugeblad eller på nettet, men tekst skal IKKE læses på TV. Det er et visuelt medie og det skal udnyttes!

NÅR alt det er sagt, så synes jeg alligevel at redaktionen bag programmet har fomået ar få lidt bredde ind i indholdet (jeg synes f.eks. det var overraskende at blive præsenteret for Eske Litle-bøgerne). De har desuden formået selv at tilføre "genbrugsindslagene" noget ved at supplere med f.eks. interview.

DET var det første program og jeg glæder mig til at følge udviklingen. Jeg er trods alt glad for, at DR har valgt at dedikere en hel time til at guide landets befolkning (dem det kan se DR2) gennem kulturen her og nu.

Sunday, February 24, 2008

Kulturen - nu på DR!

Det nye program Kulturguiden på DR2 er netop gået i geng. Dejligt med et kulturprogram i Primetime (dog på den hemmelige kanal).
Jeg håber det bliver godt - og måske lidt mindre elitært end mit pt. yndlings-kultur-program på DR2 - Smagdommerne.

Min smagsdom falder når jeg har set programmet.

Wednesday, February 20, 2008

Street Kiss

Sammen med fire andre skal jeg lave oplæg om "dokumentationsfetichisme" om 14 dage. Jeg ha valgt at kigge lidt på begrebet "Street Kiss" eller "Happy Kissing", som er et slags modsvar til "Happy Slapping".

Se selv med her:

Sunday, February 10, 2008

Mit fynske forår

Selvom jeg nu bor i lejlighed er jeg så heldig alligevel at være omgivet af en have. Og i den blomstrer foråret lystigt.


Vintergækkerne står i en potte på trappen.
Jeg fik dem til min fødselsdag af mine forældres nabo (sødt at de også tænker på mig..).



Efter disse billeder blev taget er også krokus begyndt at blomstre i haven - og da jeg idag gik tur i Skibhusskove så jeg at liljekonvallerne også er på vej...

Nørd!

Nogen vil mene jeg er lidt af en nørd, men jeg har længe været facineret af vejret og meteorologi (staves det mon sådan?). Jeg var så heldig at få bogen "Det danske vejr" af farfar i fødselsdagsgave. Det er en ordentlig moppedreng, så indtil videre har jeg mest fået bladret og kigget billeder.

Og så var jeg så heldig at opdage at Jesper Theilgaard gæstede Odense i torsdags. Der var musikalsk foredrag om vejret i ord, musik og billeder på Fyns Kunstmuseum. Jesper Theilgaard viste billeder - mest Guldaldermalerier - med vejr- og årstidsmotiver, krydrede med anekdoter om meteorologi og digtning og Trio Cosmos bandt det hele sammen med et fantastisk musikalsk lydbillede, hvor vi også kom omkring de fire årstider og vejrets særpræg.


Heldigvis ville Jesper også signere min bog ;-)