Saturday, October 30, 2010

De eneste to til koncert med "De Eneste To"

Jeg ser meget frem til weekendens kulturelle indslag, som er en koncert med Peter Sommer og Simon Kvamms duo-projekt: De Eneste To.
Jeg er stor fan af de to herrer hver for sig og har nydt koncerter med både Peter Sommer og Nephew. Nu spiller de to østjyske drenge så sammen på et skønt dansksproget album. Gode iørefaldende melodier tilsat de eneste to's skæve tekster og rim er klart et hit og vinder ved flere gennemlytninger.
At der også er tanker bag tekster har jeg ikke været i tvivl om, men på denne video får man et meget godt indblik i præcis hvilke tanker.



Jeg glæder mig til at opleve dem live på Bremen i aften!

Tuesday, October 26, 2010

Snart halloween


Efterårsferien er lige overstået - og det er snart halloween. Det betyder at Sune og jeg - som traditionen byder det i uge 42 - har bagt pebernødder og skåret græskar-lygtemænd.

Pebernøddetraditionen stammer tilbage fra barndommen, da der faktisk var noget der hed efterårsferie for os. Nu må vi enten holde fri eller henlægge aktiviteterne til weekenden.
Græskarlygte-traditione er af nyere dato - som hele halloween-ræset i øvrigt. I år blev det kun til tre stk. der skal pynte hos Sune og i barndomshjemmet. Jeg er flyttet på 2. sal, så det gav ikke så meget mening, at give mig en med.

Tuesday, October 19, 2010

Mandolinjernsmassakre

Jeg er vild med brødrene Price (mest Adam -tror jeg nok). Altså nu er jeg jo pr. definition med stort set alle madprogrammer og kogebøger, men brødrene Price og deres Spise med Price-program er klart blandt favoritterne. Maden er ikke altid noget jeg har lyst til at lave, men programmerne er altid underholdende.

Det var i et af deres programmer jeg første gang så mandolinjernet - og siden har det været på ønskelisten.

Fra Politiken.dk

Og så, for et par uger siden, havde ham den dejlige lige pludselig købt sådan et. Det har stået ovenpå et køkkenskab lige siden, men i dag skulle det være - mandolinjernet skulle indvies, så jeg kan få lækker rødbedesalat med i madpakken i morgen.

Salaten er lavet med rødbede, syrlige æbler, honning, balsamico og yoghurt.

Men det krævede en ordentlig omgang rengøring af køkkenet bagefter.... Jeg ved ikke om øvelse gør mester, om det var rødbederne, der var noget galt med eller hvad - men mit køkken lignede en veritabel grønsagsmassakre bagefter.

Jeg glæder mig til at prøve igen:-)

Sunday, October 17, 2010

Tøsesøndag

Maden er bestilt hos SushiSushi, biobilleterne til "The American" er købt og gulvet er vasket.
Så jeg mangler kun den personlige pleje og at få en flaske hvidvin på køl inden Sara dukker op om et par timer... Søndags-tøse-hygge er skønt - og blevet meget nemmere efter jeg er flyttet til Jylland igen.

Sunday, October 10, 2010

På svampetur i Tisvilde Hegn

2010 skulle efter sigende være et godt svampeår og vi fik syn for sagen, da vi kørte nordpå for at deltage i en svampetur arrangeret af Skov- og Naturstyrelsen.

Tisvilde Hegn er et ualmindeligt smukt område, og da oktobervejret viste sig fra sin bedste side med strålende sol og stille vejr, var alle de ydre omstændigheder for en god tur til stede. Og skoven vrimlede da også af svampe - både store og små. Men desværre fandt vi ikke så mange gode spisesvampe.

Efter turen rundt i skoven var der naturvejledere til stede til at hjælpe med at bestemme alle de mange svampe, der var blevet fundet - og de fleste gik vist hjem med kun et par enkelte gode svampe i kurven.

Heldigvis havde Lars være forudseende og købt ind, så vi alligevel kunne nyde en lækker svampe-risotto til aftensmad.