Tuesday, August 28, 2007

Det store år

Jeg ved ikke om det er stor journalistik, men jeg er blevet ret bidt af programserien "Det store år" på DR1. Jeg missede desværre det første afsnit, men har glædet mig over de to afsnit jeg har set.
Programmet følger eleverne på Skamlingsbanke Ungdomsskole i et år - og det bringer minderne frem hos mig. Lige som det forøvrigt må gøre hos enhver, der har gået på efterskole inden for de sidste 10-15 år.

Jeg mindes da et par fyre blev smidt ud og vi rejste os i foredragssalen og sang da vi fik det at vide.
Jeg mindes også en ubehagelig samtale med Michael Rapp om drengebesøg på pigegangen.
Jeg mindes forelskelser, flirter og kærester - hjerterne på kærestetavlen.
Jeg mindes torsdagsrengøring, spaghetti og røde pølser.
Gåture til møllen.
Gruppe 4, Berit, Jens, Jens, Line, Ole, Lisbeth, Palle, Anne Martha, Peter og Karin.
Overlevelsestur, at sove på gangen, lokumsbøger, morgensang og billedkunst.
Matematik, fester, postuddeling, solariebesøg, hygge på pigegangen (og mindre hygge på pigegangen).
Jeg mindes masser af musik (Dizzy Mizz Lizzy på CD og Leaving on a jetplane spillet af alle, der havde haft bare to timers guitarundervisning), Annes flotte billeder, Ole, Jens og Morten på trommer, batik, keramik, aerobics.
Højskolesangbogen, foredrag, gruppeweekender.

Jeg kunne blive ved og ved. Tiden på Østhimmerlands Ungdomsskole var bare toppen og jeg bliver varm om hjertet bare af at skrive disse ord.

Monday, August 27, 2007

Boligsituationen, part II


Nyder for en gang skyld lækker aftensmad, mens jeg rydder lidt op i nogen billeder på computeren, blogger lidt osv... Og så var det nemt: cocktailtomater i kvarter, vendt med hakket løg, hvidløg, reven citronskal, persille, olie, salt og peber. I et ovnfast fad - et par stykker torskefilet ovenpå og så i ovnen ved 200 grader i ca. 25 min. (med et stykke staniol over, så det ikke bliver tørt). Dertil frisk pasta - et ekstra drys persille og parmesanost.
Jeg er ellers helt ovenpå i dag, fordi det nu er lykkedes mig at finde et sted at bo: den lejlighed far og jeg så på i fredags! Den var ellers lejet ud da vi kom frem, men lejerne sprang fra i sidste øjeblik, så i går blev jeg ringet op med besked om at den var min, hvis jeg ville ha den. Og det ville jeg da! ca. 48 kvm fordelt på to værelser, køkken, bad og garderobe. Brugsret til vaskemaskine, tørretumbler og have. Ud over prisen kunne det ikke være mere perfekt. Jeg er dog forsat skrevet op til kollegielejlighed - så må vi se hvad der sker....
Fik idag også trukket Claus' gamle cykel til cykelsmeden, så den kan blive toptunet til de odenseanske gader. Og bruger ellers aftenen på at forberede mig til første uge på UNI: jeg er gået i gang med det 100 sider store kompedium om Kulturkanon, som danner udganspunkt for undervisningen den første uge...

Afsked

Selvom der er en lille uge tilbage på arbejde, så har jeg taget afsked med mine nærmeste kollegaer på behørig vis. Jeg havde inviteret dem til det store kaffebord i Sct. Mogensgade i går. Og jeg havde bagt til den store guldmedalje - undtagen boller, dem måtte Iben medbringe...




Men jeg havde helt selv klaret at bage lagkage, marengs og kringle, så jeg tror ikke der manglede noget!

Heller ikke gaver. Jeg fik en dejlig "overlevelseskuffert" af Iben, med alt hvad en studerende kan få brug for, såsom plaster, neskaffe, kartoffelskræller, kuglepen og studenterkrummer. Og selvfølgelig et kort med søde ord.

Ellers fik jeg et fint smykke forarbejdet i horn - Dorte kender min "rå" smag ;-)
Og så fik jeg disse sjove køkkenredskaber, der helt sikkert nok skal gøre det sjovere at lave mad i min studenterhybel....


Kollegaerne fik alle en æske med en lille filtblomst - så vil jeg forhåbentlig ikke gå i "glemmebogen" lige med det samme.



Det var en meget hyggelig måde, at tage afsked på - selvom det jo ikke er helt farvel. Jeg har jo fire arbejdsdage endnu.

Wednesday, August 22, 2007

Boligsituationen

I dag er der 11 dage til min første dag som studerende. Jeg er efterhånden meget spændt og forventningfuld (med sekretariatets hjælp er det lykkedes mig at blive tilmeldt de hold jeg ønsker).
Men... boligsituationen er stadigvæk fortvivlende. I dag har jeg en annonce i Ugeavisen Odense, men har kun haft to opringninger. Det ene var for dyrt, det andet for småt. Men jeg tror nu alligevel jeg "hanker op" i min far og kører til Odense på fredag for at kigge lidt på det. Der kan jo nå at dukke noget mere op inden da.

Så jeg prøver på til stadighed at være positiv og fortrøstningsfuld.

Monday, August 20, 2007

Endelig billeder fra ferien...


Det er ved at være en måneds tid siden vi kom hjem fra vores ferie til Cannes og det er vist ved st være ved tiden med et par stemningsbilleder. Tiden gik mest med at ligge ved stranden, slikke sol, læse bøger, bade, spise, gå en lille tur og et par udflugter.

Til venstre ses udsigten fra "vores" strand ind mod Cannes. Til højre er det smukke træbåde i havnen i Cannes.

Nå, ja - og så blev der drukket
lidt farvestrålende drinks.... Den nye yndlings- er Mojito!












Der var vældig smukt. Med mit nye kamera tog jeg vist nærmest 100-vis af billeder af blomster. For der var utroligt mange smukke blomster - især når man kom lidt op i landsbyerne i bjergene.




Når man kom der op, var der også rig mulighed for at lade sig bjergtage af en forbløffende udsigt over dalene.
Mens vi var der, var vi så heldige at der var Bastille-dag. Den fejres med fest og farver og ikke mindst et fantastisk fyrværkeri. Jeg er jo sådan en, der kan udbryde ÅÅH og IIIHHH i en uendelighed - jeg elsker simpelthen fyrværkeri. Og jeg synes det var en fantastisk oplevelse at kunne nyde et smukt fyrværleri uden avære ved at fryse røven ud af bukserne, som det oftest er her nytrårsaften....


Jeg var også meget betaget af "niveauforskellene" som de ses her på billedet. Når befolkningen i den by, hvor busten står på torvet, skal i kirke må de pænt bevæge sig op til kirken som anes oppe på klippen... Ikke at jeg selv gad, men det ser fantastisk ud.




Byen her var forresten udgangspunkt for de modiges Riverrafting.
Jeg skulle ikke nyde noget - vandet var iskoldt og der gik rygter om, at man ved turens ende ville blive "vippet i". Det var nu ikke nødvendigt for vores udsending, da flere af dem selv sørgede for en tur i vandet på vej ned af floden.





Jeg nøjedes med at beundre udsigten fra en flod over broen.












På vej ned fra "rafting-byen" kom vi ret tilfældigt forbi den skønneste lille by. Igen var der de her fantastiske "niveau-forskelle" og buen havde både et nedre og et øvre kapel. Ellers var kendetegner ved byen, at den lå kilet ind i en slags kløft. Og hen over kløften svævede en gylden stjerne spændt ud i en wire mellem to klipper. Sagnet fortæller, at en Korsridder skænkede den som gave til byen i 1200-tallet i taknemmelighed.
Udover det, var der er et skønt marked i byen med alskens godter: oste, pølser, krydderier, slik, honning, marmelade osv.
Til sidst et stemningbillede fra stranden.

Se alle billederne i mit Picasa webalbum.





Begyndervanskeligheder

Min første opgave som studerende var (er) at melde mig til de fag jeg vil følge. Men jeg må indrømme, at det ikke går så godt.
Der var sidste frist for tilmelding i dag - eller sådan forstod jeg i hvert fald følgebrevet. Men enten skulle det forståes sådan, at der var tilmeldingsfrist INDEN den 20.8. eller også skulle det være SENEST den 20.8. men inden alm. arbejdstids ophør... I hvert fald var den elektroniske tilmeldingsblanket nu her til aften totalt inaktiv.
Jeg sætter min lid til de søde sekretærer og håber at de i morgen hjælper mig ud af pinen.
Jeg håber ikke det var et tegn...!

Wednesday, August 15, 2007

En af den slags dage

Det var næsten umuligt at få øjnene op, selvom det var 1½ time senere end normalt. Onsdag er aftenvagt og derfor møder jeg først til middag.

Selvom hverken øjne eller krop ville i gang, så nåede jeg at få sat en vask over inden jeg gik til frisøren og et par andre småærinder i byen. Inden jeg kørte på arbejde fik jeg også lige sat opvaskeren i gang.

Jeg kan godt lide mine aftenvagter, fordi der ofte kommer gode spørgsmål og der er ofte tid til en god snak med både børn og voksne. Det er dejligt at snakke med nye brugere, der er imponerede over bibliotekstilbuddet og jeg nyder også at sludre med dem jeg efterhånden er kommet til at kende. Så kan vi snakke lidt om skolen, deres søskende, hvilket spil man spiller lige nu osv. osv.
Ind imellem har vi - ligesom de fleste andre biblioteker - været plaget af uro og grupper af børn, som ikke kan finde ud af hvordan man opfører sig. Men vi har længe været inde i en god periode, og jeg kommer virkelig til at savne "mine" unger. Flere af dem, der kommer nu, har jeg kendt siden de startede i skole.

Monday, August 13, 2007

Mad med mere


Maden er ikke specielt ophidsende lige for tiden. Jeg overlever, men der er ikke gang i nogle specielle kullinariske oplevelser. Derfor bliver madplanerne heller ikke offentliggjort lige for tiden. I sidste uge blev det f.eks. til så forskellige ting, som kylling med en pose frosne wokgrønsager (to dage) og en dag med rugbrød med makrel...

Men i går lavede jeg en velsmagende suppe fra bunden. Det var dog bare lidt løg, krydderier, flåede tomater og røde linser. Persille og Feta som topping. Linser kan godt være lidt tunge i det, men da jeg skulle spise resten i dag havde jeg fundet ud af at lette den lidt med lidt syrligt rødvinseddike.

Ellers står den på maser af frugt og grønt, da Claus og jeg har besluttet at slanke os lidt her efter feriens ædeorgie. Så der bliver gumlet gulerødder og vindruer, der hvor jeg ellers ville have spist slik og chokolade. Lad os håbe det hjælper.

Biler igen igen...

Jeg kørte selv og helt alene til København med Claus' bil ved starten af ferien. Var stolt over at kunne passere Storebæltsbroen, flette ud og ind på de københavnske motorveje og køre næsten direkte til Johan Kellers Vej. Det gik dog galt, da jeg skulle parkere, så trods øsende regnvejr måtte jeg parkere et par gader væk, da jeg ikke magtede en parallel-parkering.

Men ak! Glæden varede kort. Efter kun et en uges tid på de sjællandske veje måtte Falck fragte Hyundai'en retur til Viborg - åbenbart en defekt i brændstoftilførslen.

Idag var så den store dag: bilen kunne igen hentes på værkstedet. Jeg har dog blot byttet den ud med min lille søde Suzuki, som pludselig blev overophedet. Så vi har virkelig brugt vores Falck-abbonement her på det sidste... ØV!!!

Monday, August 06, 2007

Juhu! Jeg er på nettet igen!!!

Så er jeg på nettet igen - og hvilken lettelse. Når det ikke dur, finder man (jeg) ud af, hvor meget jeg egentlig bruger det. Så det er en sand velsignelse at det nu igen virker....

Aftenen er gået med at "lege" med mit nye kamera. Jeg har fået overført de 500 billeder jeg har taget siden jeg fik det til PC'en (og slettet en del). Brændt CD'er med sommerferiebillederne til Trine, uploadet til Picasa-web og bare prøvet at finde ud af det hele. Og pludselig er der gået et par timer....

I skal ikke snydes for et billede her på bloggen. Billedet her er en af de mange køer, der sommeren over har prydet København i forbindelse med Cowparade. Det har været sjovt at gå rundt i byen og så pludselig se en mærkelig ko i gadebilledet - f.eks. ovenpå McDonalds på Hovedbanen. Alle køerne er udsmykket af danske kunstnere og kan købes på netauktionen Lauritz.com.


Der kommer billeder fra ferie og små anekdoter, så snart jeg har styr på tingene...


Jeg har svært ved at vænne mig til tanken...

...om mit nye liv som studerende. Jeg tror det bliver en langt større omvæltning end jeg overhovedet forestiller mig: jeg skal bo et nyt sted, lære en ny by at kende, lære nye mennesker at kende, beskæftige mig med noget andet end nu osv osv.
Men det gode er, at jeg i den sidste uge har oplevet så stor opbakning, at jeg overhovedet heller ikke havde forestillet mig DET. Famile og venner, kollegaer og lånere. Alle giver udtryk for, at det er en flot og god beslutning, nogen er lidt misundelige og mange udtrykker at de tror jeg egner mig til det. Det er virkelig positivt at opleve folks umiddelbare glæde på mine vegne.

Wednesday, August 01, 2007

Nyt liv

Jeg har måske nok gået lidt stille med dørene, men de fleste vi alligevel vide, at jeg et stykke tid har haft en drøm om at komme til at læse igen.

Drømmen er nu gået i opfyldelse: den 1. september starter jeg på overbygningen Kultur og Formidling på Syddansk Universitet i Odense. Det er stort spring, der jo betyder at jeg har opsagt min gode stilling på Herning Bibliotekerne, hvor jeg efterhånden har været i 4½ år. Desuden skal jeg vænne mig til igen at være på SU - og måske bo lidt spartansk, idet jeg har valgt at jeg (i hvert fald i begyndelsen) vil bo i Odense.

Jeg håber at famile og venner vil aflægge mig besøg i Odense og derved forsøde mit studieliv ;-)