Wednesday, July 08, 2009

Noget om dobbeltmoral og privatbilisme

Jeg opfatter mig selv som sådan lidt grøn i det. Som sådan en, der forsøger at genbruge og spare på ressourcerne. Som sådan en, der køber ind med omtanke. Som sådan en, der fylder mine øko-varer i en medbragt genbrugspose. Som sådan en, der sorterer mit affald så godt som muligt.

Men jeg er bare også sådan en, der elsker min bil og elsker at slippe CO2 ud, når jeg kører de danske veje tyndt for at besøge venner og familie rundt om i landet.
Jeg befinder mig usandsynlig godt bag rattet i min lille sølvpil. Vi passer så godt sammen Alto'en og mig. Efter lidt tilpasningsvanskeligheder kan jeg nu køre i timevis med volumen på max og lakridser i handskerummet.

Jeg ejer ikke en GPS, men vi finder alligevel altid vej - Sølvpilen og mig. Udprintede kørselsvejledninger fra Krak har det godt nok med at hobe sig op på gulvet i passagersiden, men vi finder vej på de jyske og fynske veje. Vi finder vej på motorvejen og magueritruten, vi finder vej på Nordfyn og i Østjylland, vi finder vej i byen og på landet.

Når turen bliver for lang holder vi pitstop. Vi tanker oktan 92, pølser og is eller nyder udsigten over en medbragt kop kaffe. Og så går turen videre med P1 eller P3 i højtalerne alt efter humøret og længden på turen.

Jeg opfatter mig selv som grøn og tager da også af og til toget eller bussen (og pudser glorien og har utrolig god samvittighed), men hvad miljø og privalbilisme angår er jeg nok en lille smule dobbeltmoralsk....

No comments: