I sidste uge indtog Lars og jeg et af vores aftensmåltider på en restaurant i Kerteminde - af den familievenlige slags. Og på denne skønne sommeraften var der også masser af familier, der benyttede sig af tilbuddet om pizza og pasta til rimelige priser under parasollerne uden for restauranten.
På et tidspunkt kom jeg til at se mig omkring - og midt i min egen lykke sad jeg og blev rigtig trist. For lige i mit synsfelt sad en lille familie med mor, far og en lille dreng. Og ikke én gang under hele måltidet så jeg de to voksne tale sammen. De sad begge vendt mod den lille purk, der helt åbenbart var blevet centrum i deres liv, og de talte begge til guldklumpen, lagde mad og drikke til rette for ham og tog af og til selv en mundfuld med venstre hånd. Men altså: de talte ikke med hinanden. Og jo mere jeg så mig omkring, jo mere lagde jeg mærke til en masse voksne, der talte med deres børn, men ikke med hinanden.
Nu har jeg jo holdt lange foredrag om sprogstimulering og om hvor vigtigt det er at tale med børn -men der må altså også være en grænse. Det er altså også vigtigt at mor og far taler med hinanden og jeg blev så trist over at se, hvor mange unge mennesker, der havde reduceret dem selv til forældre slet og ret - og altså ikke længere var kærester eller mand og kone.
Disse triste betragtninger fra en familierestaurant i Kerteminde kom jeg til at tænke på i dag, da jeg fra min plads i billetsalget i HC Andersens Hus overværede en lille familie med far, mor og tre børn. Da den lille gruppe skulle splittes op i to måtte mor og far lige kysse.... Og kysse.... Og kysse. Og da et af børnene utålmodigt rykkede sin mor i ærmet lød beskeden: "Vi skal altså lige kysse færdig, for det har vi forsømt."
Gæt lige om de så gladere ud end familierne fra restauranten....
Og gæt lige om jeg blev glad og fik troen på parforhold tilbage.....
3 comments:
Lars?????
Men hvor har du ret :-) Det var jo kærsten, der var grunden til, at man gik i gang med projekt børn i første omgang...
Alligevel kan det være svært i perioder. Hvis overskudet svigter, er det jo ikke børnene, der lider først - og sådan synes jeg egentlig også, det skal være.
Når blot der så kommer en periode bagefter, hvor man igen er nyforelskede - næsten!
Med risiko for at få at vide "jamen du har jo ikke børn, så du ved ingenting. Bare vent!", vil jeg lige gi' mit besyv med. Og så håber jeg da, at jeg engang får muligheden for at tage mig af mit eget barn. Det kræver også overskud ikke at have den mulighed, når man ønsker den!
Nå men her kommer mit besyv:
Jeg forstår nok ikke helt, at to voksne mennesker med ét barn ikke kan finde overskud til at snakke sammen, mens de spiser et måltid mad. Hvad vil de gøre, når/hvis de får barn nummer to?
Hvis man venter på at få det her overskud, tror jeg, at det kan ødelægge de fleste parforhold. Man skal vel arbejde for at holde det vedlige. Ligegyldigt hvad der tærrer på kræfterne.
I weekenden var Michael og jeg i Helsingborg, og her så vi et ægtepar på 40-45 år. Der var ingen børn i nærheden, men alligevel sagde de ikke noget til hinanden under et helt morgenmåltid. Havde de mon ventet for længe på at få det overskud de manglede, da børnene var små? Jeg ved det ikke, men én ting ved jeg, og det er, at dedikeret tid til hinanden giver overskud i hverdagen, som kræver lidt for meget - også flere dage/uger efter :-)
Det er præcis det jeg mener, Birgitte.
For Tanja har selvfølgelig ret i, at børnene skal have meget opmærksomhed og helst ikke skal lide under manglende overskud.
Men det triste i de her tilfælde var at de SLET IKKE talte sammen. Som om de ikke havde mere at sige til hinanden. Og det synes jeg var frygtelig nedslående.
Sådan vil jeg kæmpe for ikke at blive, når jeg forhåbentlig selv får børn en dag.
Post a Comment