Wednesday, April 15, 2009

En bookaholics bekendelser

Jeg skulle lige en tur på biblioteket med et par bøger og en DVD, der var blevet for gamle hen over påsken. Det at gå på biblioteket er jo gratis, men kan, når man jeg som jeg er lidt glemsom, blive en dyr fornøjelse. Ikke at jeg vil klage - overhovedet - for utallige er de gange, jeg selv har stået og sagt til en lidt gnaven låner, at "Det er jo gratis at aflevere til tiden" (nu kan jeg pludselig høre, hvor nævenyttigt det lyder).

Anyway - jeg var altså lige en tur på biblioteket for at aflevere. Og hvorfor er det så lige, at jeg næsten var ved at slæbe mig en pukkel til på vej ud af biblioteket. Godt nok skulle jeg hente to reserveringer, men det var en lille-bitte film og en lille-bitte bog, så det var ikke dem der gjorde udslaget.
Men når jeg nu lige var der alligevel, så måtte jeg jo lige omkring "lån&læs"-hylden (fantastisk koncept, hvor der bliver indkøbt eksemplarer af nye og populære bøger til udlån udenom reserveringskøen) og her røg lige en roman i kurven. Jeg skal også altid lige runde hylden med nyt faglitteratur (her fandt jeg heldigvis ikke noget), men nede i det fjerneste hjørne findes håndarbejdsbøgerne og her røg der også lige en bog i kurven. Til slut måtte jeg også lige forbi reolerne omkring gruppe 38 med bøgerne om sociale problemer. Der gik det for alvor galt og der røg bøger om Kofoeds Skole, de hårdest belastede kontanthjælpsmodtagere og nutidens anstaltsklientel i kurven....

Det er godt at det er gratis at låne på biblioteket (og aflevere til tiden), for jeg lærer det sikkert aldrig.

3 comments:

conniogpoulerik said...

Hej Sussi
Det er da dejligt at du bruger biblioteket så meget, men det kan naturligvis også blive dyrt, hvis man ikke får afleveret til tiden, men det nok alligevel billigere end at købe bøgerne. Conni

Louise said...

Dit indlæg giver mig lyst til at gå på biblioteket. Jeg mener ikke låne med hjem men GÅ på biblioteket, græsse mellem hylderne, finde et roligt hjørne med en god bog, lade sig inspirere af bogen "ved siden af" og bare VÆRE på biblioteket. Jeg gør det så godt som aldrig mere og jeg savner det!
Nu bliver det bare et par titler her og en film der. Ned i tasken. Man kunne selvfølgelig nemt blive efter fyraften, men måske frygter jeg, at jeg så alligevel bliver spurgt (og så hjælper jeg jo) eller møder en kollega, der spørger, hvorfor i alverden jeg ikke bare går hjem!

Sussi said...

Jamen så må du jo besøge biblioteket i nabobyen istedet for. Mindre biblioteker kan ofte også være bedre end større, så forsøg dig i Struer, Lemvig eller Aulum....