Tuesday, October 23, 2007

Bøger mm.

Man skulle tro jeg fik nok med min faglige læsning, men jeg har lige været inde omkring Odense Centralbibliotek for at hente en reservering - og så røg der jo lige fire mere med...

En af dem: "Gud taler ud" af Jens Blendstrup er til genlæsning, fordi den er månedens bog i november i min virtuelle læseklub. Jeg har meldt mig ind, for ikke at "miste kontakten" til skønlitteraturen - og så fordi det er to af mine gamle kollegaer, der bestyrer den. De har truet med at smide mig ud, hvis jeg ikke bidrager ;-)

Det blev også til lidt faglitteratur, fordi vi i Kulturteori og -analyse sidst fik en temmelig heftig diskussion i kølvandet på nogle tekster af bl.a. Foucault. Så jeg snuppede lige Viljen til viden -Seksualitetens Historie med hjem også. Lad os se om jeg får læst noget af den. Men det er spændende stof og måske over i den retning jeg kunne tænke mig at dreje er speiale... Men der er heldigvis lang tid til det skal besluttes.

Og sidst men ikke mindst røg der lige en enkelt håndarbejdsbog med i posen. Jeg fik støvet symaskinen af i går og startede blidt ud med at sy en hætte til den, så den ikke samler så meget støv for fremtiden. Men vinterens planer er faktisk at der gerne skulle ryge noget brugbart tøj gennem den...

1 comment:

conniogpoulerik said...

Hej Sussi
Jeg håber at du får brugt din symaskine en del her i den mørke tid. Jeg kan måske også bruge lidt syhjælp.
Conni