Når man kommer i min alder, så tænker man af og til over det der med at formere sig...
... Nogle gange fordi folk omkring en kommer i lykkelige omstændigheder
... Nogle gange fordi man igen og igen bliver spurgt om, om det ikke snart skal være
... Nogle gang fordi andre har svært ved det
... Og oftest - heldigvis - fordi jeg tænker, at det kunne jeg rigtig godt tænke mig en gang ...
Men er der ikke noget med, at man skal være voksen for at kunne det?
Altså sådan rigtig voksen med styr på livet, boligen, økonomien, rødvinsdistrikter, mobilabonnementer, renter, partipolitik og den slags?
Og er man egentlig rigtig voksen, når man en helt almindelig onsdag aften sidder og spiser spaghetti med ketchup og revet ost. Og desuden har totalt optur over at skulle drikke sjatter med sød veninde senere på aftenen?
3 comments:
Du er godt klar over at jeg har tre ikke??? Og jeg kan ikke vinge ret mange af de opstillede kriterier af - det har taget mig 7 år at vænne mig til at præsentere mig som nogens mor i telefonen osv...
Heldigvis ser det ud til,at mine børn er fløjtende ligeglade.
Jeg kan sagtens genkende tankerne. For hvornår er man klar? Bliver man det mon nogensinde? Og hvornår er man så klar til nr. 2? Og nr. 3? Nr. 4????
Det er vel heller ikke nødvendigvis lykken for alle.
Jeg tænker bare, at man ALDRIG fortryder de børn man får. Og resten - det finder man ud af :-)
Men kan man servere spaghetti med ketchup for ungerne? Kogt mens man lurede et halvt afsnit af "Venner"???
Sagtens - det er en livret - børn er mærkelige men taknemmelige :-)
Post a Comment