Wednesday, February 06, 2008

August Strindberg og biblioteksdiskussionen

Ovre i København har min "gamle" afdelingsleder nu haft 2 måneder på posten som chef for hovedbiblioteket i Krystalgade. Hun startede hårdt ud med at sætte gang i en diskussion om, hvad og hvor meget der skal være på hylderne på de danske folkebiblioteker. Og jeg skal love for at hun fik skabt røre i den litterære andedam: forfattere, forlæggere og heldigvis også biblioteksfolk har deltaget i debatten med indlæg for og imod Pernilles udsagn.

Kort fortalt mener Pernille, at bibliotekerne langt hen ad vejen skal tilbyde det brugerne vil have, samt give bedre plads til formidling/udstilling af bøgerne i udlånsområderne. Det betyder selvfølgelig at noget må væk - enten helt væk eller i depot/magasin.

Hele diskussionen kan følges på Københavns Kommunes Bibliotekers hjemmeside.

Jeg er stort set enig med Pernille i, at bibliotekerne skal følge med tiden. Loven tilskriver jo, at medierne skal ligestilles på bibliotekerne, så det er slet ikke oppe til diskussion. Hvad bøgerne angår, så synes jeg, det er vigtigt, at et bibliotek både kan tilbyde lånerne det de målrettet går efter - og helst hurtigt - og at de samtidig formår at pirre lånernes nysgerrighed og vise dem, at der også findes noget de ikke vidste de havde lyst til at låne og læse. Og det kan være både gamle og nye, smalle og brede, faglige og skønlitterære bøger. Og her er formidlingen virkelig vigtig. Og økonomien på bibliotekerne er ikke til specielt meget direkte formidling og derfor er den indirekte formidling allervigtigst - altså den måde lånerne præsenteres for bøgerne på, når de vover sig ind på biblioteket.

Og bogrygge - specielt indbundne, plastede bogrygge - er ikke videre indspirerende. Derfor SKAL der være plads til at vise forsiderne frem. Det har man f.eks. lavet plads til i børneafdelingen på Ålborg Bibliotekerne. Og jeg tror på (kald mig bare naiv) at denne formidling gør noget ved udlånstallet. Og til syvende og sidst er det jo også det det handler om: der er ikke meget man kvantitativt kan måle bibliotekerne på, men udlånstal og besøgstal er noget af det.

Og så kommer vi frem til August Strindberg. Mit lokale bibliotek er nu Odense Centralbibliotek i Banegård Centeret. Jeg er en "blandet" låner, der dels går målrettet efter både romaner og faglitteratur og dels lader mig friste.
Sidst jeg var der gik jeg målrettet efter den prisbelønnede Sara Stridsbergs "Drømmefakultetet". I min søgen efter denne bog faldt jeg over hyldemetervis med August Strindbergs bøger.
Hvor tit mon de lånes ud? Jeg synes faktisk det er problematisk at man fylder mere end en hylde med bøger, som jeg vil påstå kun meget sjældent lånes ud (og når de gør, sikkert kun af målrettede lånere), når der samtidig ikke er plads til indirkete udstilling på hylderne i skønlitteraturen på Odense Centralbibliotek.

PS. Jeg fandt faktisk ikke Sara Stridsberg, så hende har jeg stadig til gode....
PPS. Jeg tror ikke Pernille er ude på at slå hverken klassikere eller nye smalle forfattere ihjel. Faktisk laver de på hovedbiblioteket en del forfatterarrangementer med debuterende forfattere fra forfatterskolen ;-)

No comments: