Wednesday, August 09, 2006

Tyskland er da bare et land man kører igennem...

Ja, jeg havde også mine fordomme inden vores ferie ved Moselfloden i Sydtyskland, men Claus ville gerne og jeg så helt klart noget positivt i den forholdsvis korte køretur. Så ferien blev bestil på www.happydays.nu. Og lørdag den 29. juli pakkede vi Hyundai'en og kørte sydpå.

Ankom søndag morgen og brugte tiden indtil check-inn i Traben Trarbach, hvor vi bl.a. besøgte "Haus der Ikonen" og fik en meget engageret gennemgang af en tysk dame (vi var sikkert de eneste gæster den uge...). Det gik forbløffende godt med at forstå tysk!
Sidst på eftermiddagen fik vi vore værelse på Alte Dorfschänke.

Mandag besøgte vi Cochem, som blev vores udgangspunkt for flere udflugter.

Udsigten fra Cochem by til slottet (alle byer langs floden har åbenbart deres eget slot).
Om aftenen var vi til vinsmagning arrangeret af hotellet. Ret speciel oplevelse hos en snøvlende og måske lettere beruset vinbonde. Vi fik smagt på druerne og købt lidt ind. Tilbage på hotellet var der selvfølgelig snitzel til aftensmad....

Tirsdag kørte vi igen til Cochem - denne gang kun for at sejle derfra til Karden - en meget lille by... Men denne lille by er udgangspunkt for en vandretur over "bjergene" til Burg Eltz.

Vi gik op gennem vinmarker, gennem landbrugsarealer og skov inden vi efter ca. 6 km endte ved Burg Eltz. Igen fik vi en formfulendt tysk rundvisning - kun forstyrret af nogen, der troede at et 1-årigt barn virkelig gad at høre om slægtforhold, forsvar og dagligdag på en gammel borg.
Tilbage skulle vi også og vi belønnede os selv med en Weiss-bier i en lokal bier-stube i Karden.

Onsdag blev "storby-dagen": en tur til Trier, som med 98.000 indbyggere må siges at være en stor by. Og en by med en fantastisk historie... Her var masser at se på: Porto Nigra, som romerne byggede omkring år 180 - bare for at demonstrere deres magt. Basilikaen, der er 2300 år gammel og som nu rummer en kirke og er bygget sammen med det skrækkelige lyserøde "Palads". De kejserlige termer, som var overraskende velbevarede og meget meget mere.

Desuden var der mulighed for at shoppe og så fik vi en "lækker" frokost: 3 slags skinke, laks og to slags pølse (hvoraf den ene var blodpølse) - altsammen med en marineret kartoffelsalat og tørt brød. Man kan altså ikke tillade sig at kalde sådan noget for en "Restaurant-platte"!!!

Torsdag var den sidste dag. Der var lidt optræk til regn, så vi valgte at satse på mindre aktiviteter. Derfor gik vi fra Traben Trarbach op til ruinen Grevenburg, som vi havde spottet allerede ved ankomsten - og som jeg havde kategoriseret som umulig at nå til fods...


Det gik dog! Eftermiddagen brugte vi i det lokale kurbad/badeland og på at få købt øl og vin med hjem.

Fredag pakkede vi igen bilen og kørte lige efter morgenmaden. På en rasteplads fik vi endelig curry-wurst- og så fik vi tanket op med aftensmad og sprut lige før grænsen. Kl. ca. 21 var vi i Ringkøbing igen....

Mine fordomme holdt til en vis grad stik: vi fik stort set kun svinekød tilberedt på forskellige måder og masser af øl. Tilgengæld blev jeg positivt overrasket over tyskernes venlighed og imødekommenhed, min egen forståelse af det tyske sprog (det var værre med udførelsen) og omgivelserne omkring Mosel generelt. Bare at gå i de små byer og se på gamle huse var jo en oplevelse!

Jeg tror vi kommer tilbage!

1 comment:

Anonymous said...

Hej
Det ser da ud til at I hat haft en god ferie.

Conni