Tuesday, April 25, 2006

Der er forår i luften


At have en have er nok noget af det bedste, der længe er sket for mig. Selvom det også er temmelig meget hårdere end jeg havde drømt om....

De sidste dage er gået med at transportere jord, sand og stabilgrus mellem vores og de to nærmeste naboers haver. Det er rart når man kan deles om tingene. Efter at have kørt 100-vis af læs med trillebøren er Claus nu også helt mørbanket, så han sover sikkert godt i nat.

Desuden har vi haft travlt med slæbe grene ud på gårdspladsen, for i morgen kommer der en flishugger - og så kommer vi af med det store "kvas-bjerg", får flere m2 have og flis til nogle af vores bede... Sikke meget vi opnår med én handling!

Ved oprydningen i "skoven" dukker der så pludselig dette skønne motiv op. Vandkanden har overvintret ved siden af bålpladsen, hvor den åbenbart havde sin sidste opgave som brandvagt i efteråret... Ja, det er ved at blive grønt derude!

No comments: