Thursday, July 05, 2012

Uhm! Lækkert håndarbejde...

Jeg strikker på en kjole - og den er længe undervejs.... Så ind imellem skal jeg have noget andet mellem hænderne. Noget mindre. Noget hurtigere.

En af de ting har de sidste 14 dage været bomuldsrester, som med hæklenålen er blevet forvandlet til de fineste cup-cakes.

Disse to lyserøde af slagsen gjorde lykke hos Emilia på 2 år. De kunne "spises" og deles med bamserne, man kunne spille fodbold med dem. Og så kunne man kramme dem, mens man faldt i søvn.

Gad vide om jeg ikke kommer til at lave mere lækket håndarbejde.....

Sunday, June 24, 2012

Midsommer er .....

... at klippe hæk i kolonien, så vi når det inden Skt. Hans

 
Jeg tog mig af det nederste - Lars fik lov til være den, der kravlede op på stigen og tage toppen. Og vi nåede det! 

.... at have boet sammen med ham jeg elsker i et år - og modtage den største og flotteste buket pæoner som tak for det første år



... at have masser af sommergæster i kolonien og nyde at mange aftner ender smukt selvom dagene har været regnfulde

  

... at fejre Skt. Hans i Tronholmparken sammen resten af Randers' befolkning



Thursday, June 14, 2012

Noget om morgener...

Jeg er IKKE morgenmenneske - og dog! For til hverdag står jeg jo gerne op lang tid før fanden får sko på og familier med små børn overhovedet tænker på at slå gluggerne op.
Og hvorfor gør jeg så det? Når jeg nu ikke er morgenmenneske....
Fordi jeg er en langsom vågner!

Når vækkeuret ringer og jeg vrantent vender mig om på den anden side, når jeg med morgenhår og søvn i øjnene endelig finder fodfæste på soveværelsesgulvet og når jeg med øjenlåg så tunge som... (Nå ja, jeg ved ikke lige som hvad).... lader det varme vand fra bruseren skylle ned over mig så tænker jeg hver dag - UDEN UNDTAGELSE - at i dag vågner jeg aldrig rigtigt op, i dag kan jeg ikke finde op til overfladen, i dag bliver en dag, hvor jeg ikke kan yde det optimale, i dag skal jeg bare lige klare 6-8 timer på det der arbejde og så hjem på sofaen. Jeg tror simpelthen ikke på, at min krop og mit hoved kan vågne op til dåd.

Men så... over morgenmad og kaffe ... for det meste i selskab med manden i mit liv og P3, men lige for tiden ofte i selskab med mig selv, reklamer, aviser, kulørte magasiner, Facebook og verdensnyheder på nettet ... lige der sker det (næsten) hver dag. Jeg vågner! Jeg kan mærke at jeg er klar! At jeg nok skal kunne yde en indsats på arbejdet, klare indkøb på hjemvejen og finde ud af at være kæreste, veninde, husmor og datter inden lyset går ud ved sengetid! Men den tilstand indtræffer altså først sådan cirka en times tid efter jeg er stået op.... Og derfor er jeg trods alt en slags morgenmenneske!

Monday, June 11, 2012

Pindene gløder i Mørke

Nu har byens lokale Yarn Bombing-gruppe været på spil igen, Denne gang er det Byparken i Mørke, der har været udsat for deres "attentat". Se bare her....



På "mit" bibliotek forsøger vi os også med en form for guerilla-strik, når vi i denne uge fejrer "World Wide Knit in Public Day" (som varer en uge).... 

Sunday, June 10, 2012

Solskin kan man altid finde...

.... Og hvis vejrguderne ikke tilsmiler os med sol og sommer, så skaber jeg sol og varme med min påklædning. Ja, det "larmer" måske lidt, men jeg føler nu nærmest, at temperaturen stiger et par grader, når jeg ifører mig den nye robe fra Gudrun Sjødén. Og især med limegrønne leggins til (som gemalen insisterede på - og han har som sædvanlig ret;-)

Thursday, May 31, 2012

Færgemanden ved Mellerup

Der er ikke langt fra den en bred til den anden, når Randers Fjord skal krydses ved Mellerup - men når alternativet er at krydse fjorden ved Randers Bro, så er det nu rart med en lokal færge.

Færgefarten fra Mellerup til Voer har daglige afgange morgen g eftermiddag, så arbejdet på den anden side af fjorden kan passes. Vil man krydse fjorden udenfor disse tidsrum, så tilkaldes færgen ved et tryk på en knap.

Det er da smart!

Den dag vi besøgte egnen og kørte om bord på færgen, havde mange andre end os fået den samme idé i de dejlige solskin og færgemanden sejlede i fast rutefart.

Mens vi ventede på færgen nød vi kaffe og lagkage i den lille café "Færgestedet", som en lokal borgergruppe har oprettet i færgemandens gamle hus. Ren søndagshygge.


Tuesday, May 29, 2012

I slægten Boldsens fodspor

Slægten på Lars' fædrene side hedder Boldsen - og i den familie gemmer der sig flere gode historier. I søndags pakkede vi bilen og forfulgte en af de gode historier.

Slægtshistorien starter i Mellerup - og tænk - det er nærmest kun et stenkast her fra vores residens på toppen af Randers. Historien kan med sikkerhed spores tilbage til 1758, hvor Peder Christensen Iversen Boldsen blev født, men der er meget der tyder på, at den er endnu ældre.

I Mellerup findes stadig vidnesbyrd om familiens liv og færden. De fleste naturligvis i og omkring kirken, hvor vi dels fandt en tavle - en gammel blyplade fra det nu renoverede kirketag - der fortalte, at det var kirkeejer og kromand Niels Pedersen Boldsen og hustru Ane Jakobsdatter Boldsen, der havde bekostet det nye tag i 1833.
Tænk, at man som privatperson har kunnet eje en kirke (og samtidig det lokale kroprivilegium)!





Udenfor kirken dukkede, efter nogen søgen, to gravsten op. Den ene var noget nær ulæselig, men vi fandt ud af, at den dækkede over skibskaptajn Christen Boldsen og hustru Ane Boldsens familiegravsted. Ham Christen var vist noget af en helt, for som styrmand deltog han i kaperkrigen (1807-1814), hvor han bl.a. tilbageerobrede galeasen "Helene Charlotte" fra svenske sørøvere.
(Forøvrigt er kirkeskibet i Mellerup Kirke navngivet "Helene Charlotte").
Den anden gravsten vi fandt - lige uden for våbenhuset - dækker over August Boldsen og Mariane Boldsen - August er søn af kirkejer Niels Peder Boldsen (ham fra blypladen).



 

I Mellerup kunne vi også finde flere af de gamle slægtsgårde - men da Mellerup blev raseret af brand først i 1900-tallet er stort set ingen af de oprindelige gårde tilbage. Men Lars havde gjort sin research og vi vidste at bl.a. gården Enghaven havde været i familiens eje. På den gård drives i dag et frugtbrændevins-brænderi.

Historien slutter ikke her, for med til den hører også historien om Lars' oldemor Ane Boldsen, der var fotograf og drev selvstændigt atelier - bl.a. fra en adresse her i Randers. Og at slægten også huser nutidige helte, som den kendte håndboldspiller Joachim Boldsen. Og at der findes mange flere Boldsener - især i og omkring Randers. 

Men de historier tager vi en anden dag....