Thursday, March 29, 2012

I en kælder i Fredericia...

...ligger restauranten "Ti trin ned".
Vi blev opmærksom på den, da køkkenchefen derfra sidste år blev Årets Kok. Og siden har vi talt om, at vi gerne ville prøve at spise der.

I lørdags blev det ønske til virkelighed! Jeg havde givet Lars et gavekort til netop den oplevelse i julegave - og det blev indløst i weekenden.

Vi havde tårnhøje forventninger - og vi blev ikke skuffet. Vi bestilte den menu, de selv kalder "Vores gourmet": fem retter med vin-menu.

Mens vi ventede på den første ret lod vi os forkæle med et glas mousserende vin og to spektakulære appetizers, der så mindst lige så indbydende ud som de smagte. Det var alt godt fra havet serveret på måder, som vi aldrig har set det før: først i en bowle som imiteret havbund og derefter på en flåde af drivtømmer. Og efter denne lækre og visuelle indledning gik det ellers slag i slag med fem retter og fem glas vin.

Der var sandart og kongekrabber, der var brisler klædt i rødt, der var det møreste kalvekød med den dejligste trøffelsauce og der var nøddetoner med pære. Der var franske vine og portugisiske vine og italienske vine. Der var fabelagtigt brød til alle retterne og en venlig og diskret betjening. Og så var der kaffe med flødeboller og guldkarameller.

Vi havde en helt fantastisk aften i kælderen i Norgesgade og kan varmt anbefale alle at tage turen til Fredericia for at opleve Mette Gassners gourmet.
Det er jysk gourmet i verdensklasse!

Wednesday, March 21, 2012

Lykken er...

...at have en kæreste, der på en hel almindelig onsdag begaver en med en overflod af bøger til samlingen.
Én skal i kolonihaven, én skal jeg strikke efter i de lange vinteraftner, én til min indre meteorolog og et par stykker til køkkenet.


Jer er i sandhed heldig!

Thursday, March 15, 2012

Forårsfornemmelser


Man mærker det på temperaturen, på det tiltagende lys og på fuglestemmerne. Men en pige fra landet - som jeg jo er - mærker det først og fremmest på lugten. Og når jeg kører til og fra arbejde lader lugten ingen tvivl tilbage: det er blevet forår!


Foråret betyder at sæsonen i kolonihaven begynder. Officielt er det først i næste weekend, når der bliver åbnet for vandet, men vi har nu allerede tilbragt søndage og hverdagseftermiddage ude på vores lille matrikel.



Der bliver malet, luget og klippet. Skabspyromanen får frit løb, når haveaffaldet brændes af i den olietønde, som en hver haveejer er i besiddelse af. Og snart - snart er vi klar til for alvor at indtage haven med overnatningsmuligheder, hængekøje, georginer, krydderurter og Webergrill.